545378280

HOVEDSTADSOMRADETS PLANLÆGNING

5 nye regioner Hovedstadsrådet, som siden 1974 havde haft ansvaret for regionplan­ lægningen i Hovedstadsområdet, blev efter Folketingets beslutning nedlagt pr. 1. ja n u a r 1990. Om rå­ dets tre am ter og de to central kom­ m uner er herefter hver for sig regionplanmyndighed. Region­ planlægningen i Københavns og Frederiksberg kommuner skal inte­ greres med kommuneplanlæg­ ningen i disse kommuner. Ved lov­ givningen om Hovedstadsrådets nedlæggelse og etablering af de fem nye regionplanmyndigheder i Hovedstadsområdet blev det forud­ sat, at regionplanlægningen udføres und er anlæggelse a fen helhedsvur­ dering af den ønskelige udvikling i det samlede hovedstadsområde. Begrundelsen herfor er, at region­ planerne i om rådet skal indgå i en planlægningsmæssig helhed fordi Hovedstadsområdet funktionelt er et sammenhængende byområde. Det anføres i bemæ rkningerne til loven om Hovedstadsrådets ned ­ læggelse, at de 5 nye regionplan­ myndigheder “i videst muligt om ­ fang selv koordinerer indbyrdes og finder frem til fælles løsninger på problem erne uden Miljøministeri­ ets medvirken.” Regionalt samarbejde De 5 nye regionplanmyndigheder indledte allerede i begyndelsen af 1990 såvel et planteknisk som et politisk samarbejde. Der har været principiel enighed om, at de 5 nye regionplaner må tage udgangs­ punkt i Regionplan 1989. Denne regionplans helhedssyn må nød ­ vendigvis suppleres med de særlige interesser, som de nye regionplan­ myndigheder hver for sig måtte have. De nye regionplaner skal så­ ledes afspejle såvel ønsket om en harmonisk udvikling i hvert a f de 5 planlægningsom råder som behovet for en stillingtagen til udviklingen i Hovedstadsområdet un d e r et. Regionplan 1989 skal i Københavns Kommune u n d e r alle omstændig­ heder justeres i lyset af de ændrede overordnede planlægningsforud­ sætninger, som der er redegjort for på de foregående sider.

50 års regionplanlægning Hovedstadsområdet omfatter Kø­ benhavns, Frederiksborg og Ros­ kilde am ter samt Københavns og Frederiksberg kommuner. Om rå­ det har 1,7 mio indbyggere og be­ tragtes i regionplansammenhæng som et naturligt sammenhørende storbyområde. Den helt specielle form, som den storkøbenhavnske byudvikling har fået, er resultatet af næsten 50 års kontinuerlig re ­ gionplanlægning. Den første egentlige regionplan, “F ingerplanen”, blev offentliggjort i 1948 og h a r siden haft en afgøren­ de indflydelse på storbyens vækst. Planen anbefalede, at Københavns forstæder blev opbygget som m in­ dre, selvstændige bysamfund for­ bundet med centralbyen med radiale baner og veje. Byvæksten skulle samles i “byfingre”, der voksede nd fra den eksisterende by, “H åndfladen”. Den næste regionplan, “Princip­ skitsen”, fulgte allerede i 1961 og var motiveret af storbyens stærkt stigende arealforbrug. Denne plan foreslog, at de to vestlige byfingre blev forlænget til Roskilde og Køge. Høje Tåstrupknudcpunk tct og he­ le Køge Bugtfingcren er et resultat a f denne regionplan. Med “Regionplan 1973” blev også de tre nordlige byfingre styrket, så­ ledes at der kunne opnås balance mellem regionens nordlige og syd­ lige udviklingsområder. De 5 by­ fingre skulle forbindes med en “transportkorridor”, der ville krydse byfingrene i “knud epunk ter”, til aflastning af København. Med de afdæmpede vækstforvent­ ninger nuancerer den sidste re ­ gionplan fra 1989 denne regionale lokaliscringsstrategi, idet den anbe­ faler såvel en central lokalisering i City af særligt cityorienterede funk­ tioner som en decentral lokalise­ ring i en række “trafikknudepunk­ ter ” a f de funktioner, som med for­ del kan lokaliseres i forstæderne. “Regionplan 1989” understreger vigtigheden a fe n koordineret tra ­ fik- og lokaliseringsplanlægning. Den kollektive trafik skal priorite­ res, og arcalanvcndelscn på udvalg­ te stationsnærc arealer intensiveres.

1989

REGIONPLANER 1948-1989

30