545171201

121 To Dage senere henlå Store-Bælt blankt som et Spejl mellem sine af Midsommer- Solen varmt beskinnede Kyster, og så ind­ bydende, at Chefen og jeg efter Mandska­ bets The roede ind til Sprogø i vor 16 Aarers Slup for at hilse paa Benckes. Skjøndt alle Døre og Vinduer stod åbne, så vi kun en gøende Hund forsvinde bag en lille Høj for lidt efter at komme tilbage i Hælene på en Herre og en Dame, begge i let Høstdragt pyntet med Blomster og med Rive i Hånden. Det var Benckes. Jeg genkendte Krigs- Assessoren trods det, at han, da vi sidst mødtes, mest havde lignet en paa Bagbenene oprejst gående Isbjørn.' Situationen var imidlertid klar. Benckes lå midt i JJøhøsten — og vi kom til Ulej­ lighed. Med Chefens Tilladelse råbte jeg derfor: „Halløj Folk! Hvem er første Mand til at hjælpe ud.e ved Høet?“ I et Nu forsvandt hele Styrken, og da Chefen, Bencke og jeg kom derud, var Høet af Marken og knejsede nok så^ kønt i Stakke. Imens havde Fru Bencke ordnet et stort