545170507

JUBILÆUMS-KONCERT

KONCERTPALÆETS STORE SAL

ONSDAG DEN 6. N O VEM B ER 1889.

JUBILÆUMS-KONCERT i

KONCERTPALÆETS STORE SAL

ONSDAG DEN 6. N O VEM B ER 1889-

PROGRAM.

Kroger, H. E.: Fædrelandssang. Hartmann, J. P. E.: Studentersang. Hansen , C. Lille Karen.

Gade. N. W.: Skovsang. Kuhlau, Er.: Drikkevise.

Bellman, C. M.: Fredmans Sang Nr. 22. Neckens Polska, svensk Folkevise. KjerulJ' ; H.: Serenade ved Strandbredden. Grieg, Edo.: Rotnams Knut.

Agnete, dansk Folkevise, uds. af J. P. E. Hartmann. Lange-Muller, P. E.: Serenade. Helse , P.: Drikkovise. Hansen , C. J.: Dansemolodier af Kong Rosiner.

Malling, O: Kantate ved Studentersangforoningens Jubi­ læumsfest.

Hartmann, J. P. E.: Vølvens Spaadom.

Fædrelandssang. (H. E. Krøyer.)

D e r er et yndigt Land, Det staar med brede Bøge Nær salten Østerstrand; Det bugter sig i Bakke, Dal, Det hedder gamle Danmark, Og det er Frejas Sal. Der sad i fordums Tid De harniskklædte Kjæmper, Udhvilede fra Strid; Saa drog de frem til Fjenders Men, Nu hvile deres Bene Bag Højens Bautasten. Det Land endnu er skjønt, Thi blaa sig Søen bælter, Og Løvet staar saa grønt; Og ædle Kvinder, skjønne Møer Og Mænd og raske Svende Bebo de Danskes Øer. A. Oehlenschldger.

Med denne Sang aabnedes Studenter-Sangforeningens første Koncert den 19. December 1840 i Hotel d’Angleterres store Sal.

4

Studentersang. (J. P. E. Hartmann.)

V i er et lystigt Folkefærd Fra alle Verdens Kanter, Vort Rige er saa noget nær Et Bjerg af Folianter; Men Ungdom gav os Indfødsret, Hvor Lykken slaar sin Vinge, Og hvor Druen voxer tæt, Der samles vi paa Thinge. En Verden, spændt i Snorebaand, Os passer ikke ganske; Der faar man ingen Vennehaand, Men kun en Vennehandske; Der dyrker man en Poesi, Som skjæres paa Maskine:

Kjærnen mangler indeni Og Hakkelsen er det Fine.

En Verden, hvor man ej kan se For lutter Pengekister, Don er et Ideal maaske, Men kun for en Filister; Der brænder man Kamfin og Gas,

Men livor er Solen henne? Engen er kun Blegeplads, Og Skoven er kun Brænde.

Men vi har Tro paa Solens Glans, Naar blot vi se lidt Skygge, Og vi tør trøstig binde Krans, For vi kan Huset bygge,

o

Om Verden var et Hav af Graad, Sang vi dog glade Sange: Haabet er en lille Baad, Men den kan rumme Mange.

Chr. Richardt.

Lille Karen. (C. J. Hansen.)

Husker Du i Høst, da vi hjemad fra Marken gik, Vendte Du imod mig et spørgende Blik; Da faldt det mig paa Sind, At jeg var hidtil blind; Siig mig, lille Karen, livad mente Du da? Husker Du i Vinter, vi sad omkring Arnens Ild, Jeg fortalte Eventyr, Du hørte til; Tidt op paa mig Du saae, Saa jeg gik rent istaa; Siig mig, lille Karen, hvad mente Du da? Huskér Du i Julen, ved Gigers og Fløjters Klang, Mens vi over Gulvet os lystelig svang, Saae jeg paa Dig saa vist, At Du blev rød tilsidst; Siig mig, lille Karen, hvad mente Du da? See, nu er det Foraar, og Spirerne foldes ud, Fuglen bygger Rede, og Skoven staaer Brud, Alt, hvad af Liv der veed, Drømmer om Kjærlighed; Siig mig, lille Karen, hvad mener Du nu?

C. Ploug.

6

Skovsang. (N. W. Gade.)

V i vandre sammen Arm i Arm, Kun Venskab bor i Sind og Tanke, Vi drage bort fra Stadens Larm For i Guds fri Natur at vanke; Vi hilse Fuglens muntre Sang Og lejre os ved Kildens Vove,

Vi juble højt i Dannevang Og i de friske Bøgeskove.

Velkommen da o Bøgeskov! Som kranser smukt de danske Enge, Vor Sang udbrede skal din Lov, Med Toner dybt fra Hjertets Strenge; Thi naar vi se dit lyse Blad, Dit Farveskjær, de ranke Stammer, Da føler hver sig fro og glad, En ukjendt Fryd vort Hjerte rammer. Din Løvsal vinker os jo ud Fra Larmen til den Ro, du freder, Vi komme der, for paa dit Bud At nyde Glæden, du bereder. Vi leged’ alt i Barndomsaar I Løvet under dine Kroner, Til Gjengjæld nu vor Tak du faar Ved Lov og Pris i Sangens Toner.

Emil.

Drikkevise. (Fr. Kuhiau.)

Diogenes, vranten og stolt, Han knurred saa tidt paa de Unge; Af Vin han (log inderlig holdt, Thi Visdom den god paa hans Tunge. Men, da salig Job han blev lig, Og mangen Gang manglede Foden, Et Vinfad han tiggede sig, Der laa han og ventede Døden. Heraklitus, véd man, han gik, Med Flasken saa lumsk i sin Lomme; lian fiæbed’ saa det havde Skik, Naar Flaskerne først vare tomme. Han græd over Verdens Besvær, Men se, om vi tro disse Løgne: Han drak, det var Mandens Manér, Saa Vinen flød ud af hans Øjne. Kopernikus hine var lig; Sin Visdom han søgte i Flasken, Der trodo han, skjulte den sig Og ulmed’, som Ild under Asken. Engang i en Rus, som var stiv, Da Stuen gik rundt omkring Stolen, Begreb han det først i sit Liv, At Jorden gik rundt omkring Solen.

L. C. Sagen.

8

Fredmans Sån g Nr. 22. Om Bacchi brollop. (Udsat af Cronhamn.)

A ck , hor ett roligt giftermål! Tank, Venus skal stå brud Med Bacchus, som lion gerna tål I sina gastabud. Baccbus brudgum står i sin skrud. Vi a budna allihop På lians brollop dansa med hvarran, Till att dansa, qvinna ocb man. Vi a budna allihop. Sjelf F u b rm a n marskalk ar, så grann, Med stor peruk, till dans, Hos Baccbus bogste embetsman Ocb pascha af en svans. Baccbus brudgum står nu med krans. Vi å budna allihop, Att på brollop dricka med hvarann, Till at dricka . . . drick hvad du kan! Vi å budna allihop.

Sitt stilla, granne, på din stol, Tilis du biir buden opp! Låt dundra Bacchi basfiol — Kurage i hvar kropp!

Baccbus brudgum frOjdar vårt liopp Vi å budna allihop. Till att dricka, hurra ocb må bra, Till at dricka . . . Tack skal du ha! Vi å budna allihop. C. M. Bellman.

9

Neckens Polska. (Svensk Folkevise)

D jup t i hafvet på demantehallen necken livilar i gronan sal. Nattens tårnor spanna morka pellen ofver skog, ofver berg och dal.

Qvållen herrlig står i svartan hogtidsskrud, når og fjerran ej en susning, intet ljud. Hor det lugn ofver nej den rar, når hafvets kung ur gyllne borgen går.

Ågirs dottrar honom sakteliga gunga fram på den klara sjo! Ilarpans ljud, de gå så sorgeliga, soka fjerran en våg at do.

Fast hans oga står åt dunkla himmelen, ingen stjerna båder nattens drottning ån. Freja smycker sitt gyllne hår och necken så sin sorg på harpan slår.

Så den sorgsne. Men vid himlaranden Freja huldt genom natten ler. Evigt på den guldbestrodda stranden sina tårar hon glånsa ser,

och sin vån på hafvet helsar hon så mild, vågen speglar darrande den huldas bild. Necken horas på boljan blå så gladelig sin gyllne liarpa slå.

A. A. Afiellus.

10

Serenade ved Strandbredden. (H. KjerulJ.)

Hytten er lukket, Natten er stille! Lyset ej glimter bag Vinduets Giar. Bølger! mens let imod Stranden 1 trille, Ak, om 1 vilde synge og spille! Tonerne til hendes Hjerte I bar!

Chr. Winther.

Rotnams Knut. ( E. Gineg , efter en norsk Folkevise.)

Rotnams Knut e kåt å mjuk, Der tins inkje nokon, so jaga’n ut. Surli ullam, surli du.

Agnete og Havmanden. (Dansk Folkevise, udsat af J. P. E. Hartmann.)

Agnete hun stander paa Højenloftsbro, Strax kom der en Havmand, ham gav hun sin Tro, Haa! haa! haa! Strax kom der en Havmand, ham gav hun sin Tro. Han stopped hendes Øre, han stopped hendes Mund, Saa førte han hende paa Havsens Bund. Agnete hun sad ved Vuggen og sang. Hun hørte fra Landsbyen Kirkeklokkers Klang.

11

Agnete tren i Kirken, derefter Havmand kom, Og alle Smaabilleder vendte sig om.

»Agnete, du beder saa langsomt din Bon, Nu længes de Smaa og din nyfødte Son!«

»O tænk paa de Store, o tænk paa de Smaa, Og tænk paa den Mindste,- som i Vuggen laa!« »Lad længes, lad længes, livo længes v il! Jeg glemte dem alle, nu lier jeg blive vil!«

(Bearb. af J. L. Heiberg.)

Serenade. (P. E. Lange Muller'.)

Kornmodsglansen ved Midnatstid Lysner bag fjerne Skove, Skjøn Jomfru, du træde til Vinduet liid, Nu er det ej Tid at sove. Se ud, se ud! Thi Natten funkler med Stjerneskud. Gjemmer du Ønsker dybt i Din Sjæl, Saa lad dem mod Himlen hæves; Naar Stjernerne falde, véd Du vel, Ønsker man ikke forgjæves. So ud, se ud! Thi Natten funkler med Stjerneskud.

12

Ønsk ikke tilbage den Tid, der fo’er hen, Og Sommerens falmende Blommer, Ønsk kun, at de rødeste Roser igjen Maa blomstre næste Skjærsommer. Se ud, se ud! Thi Natten funkler med Stjerneskud. E. L.-M.

Drikkevise. (P . H c is c .)

Hurra Kammerater, nu igjen! Bruger Tiden vel, don iler hastig hen, Denne Stund er vor endnu — maaske Skal det og den allersidste være. Dag paa Dag henruller brat som Sky paa Sky, Knap vi arrivere, før igjen vi fly;

Barsel, Bryllup og Begravelse Er ikkun et Øjebliks Affære. Spild ej, Du Svage, Med Tanker og Klage De faa og ustadige Dage; Langt bort med Sorgen! Tag Glæden paa Borgen: Lev nu og tænk ej paa i Morgen !

Barnet kryber, Drengen løber, Manden gaar. Vaklende ved Staven blege Olding staar. Fremad Marsch, omkring, gaa hjem — Er ikkun et Øjebliks Affære. Hurra Kammerater, nu igjen! Bruger Tiden vel, den iler hastig hen, Denne Stund er -vor endnu — maaske Skal det og den allersidste være.

13 Kjærlighédens Fryd er skjøn, men ak, saa kort! Blodet kobies snarlig, Ilden svinder bort: Rød paa Kinderne — om Næsen bleg. Er ikkun et Øjebliks Affære. Kys da de Søde, Mens Roserne røde Paa Kinderne blussende gløde! Oldingens Klage Ej kalder tilbage De korte, men smilende Dage. Skynd dig da, min Gut, mens du er ung og varm, Før det bli’er forsiide, tag din Glut i Arm!

Pige, Kone, Grandmama — Er ikkun et Øjebliks Affære.

Hurra Kammerater, nu igjen! Bruger Tiden vel, den iler hastig hen, Denne Stund er vor endnu — maaske Skal det og den allersidste være.

Tro ej Lykken, Kjære, ak, hun er som Giar, Brækkes snarlig, om hun skinner nok saa klar: Stor og liden, rig og bankerot — Er ikkun et Øjebliks Affære. Medens du strider Og træller og slider, Dit Liv saa umærket henglider; Før du har vundet, Er Drømmen forsvundet Og Glasset for evig udrundet. Lykken ler idag, imorgen er hun vred, Hvo som flyver højt op, falder ofte ned;

Fændrik, Kejser og kaput — Er ikkun et Øjebliks Affære.

14 Hurra Kammerater, nu igjen!

Bruger Tiden vel, den iler hastig hen, Denne Stund er vor endnu — maaske Skal det og den allersidste være. Se, hvor Tiden iler, lad os ile med, Nyde Glæden, Venner, før den fa’r afsted; Proppen ud, kluk, kluk, og Flasken tom — Er ikkun et Øjebliks Affære.

Synge og drikke Til sidste Hikke, Saa vare Forfædrenes Skikke;

Drikke og sjunge, Mens vi ere unge, Saa Lofter og Vægge skal runge! Nu god Taar, god Taar, god rolig Nat og Tak! Skaal for den, som skjænked, Skaal for den, som drak! Glasset fuldt og Glasset tomt — Er ikkun et Øjebliks Affære. St. St. Blicher.

Dansemelodier af Kong Rosmer. (C. J. Hansen).

15

Kantate ved Studentersangforeningens Jubilæumsfest, (O tto M a li o m ).

1.

Chor.

Herlige Stund! — , naar der kvidres om Vaar i den vaagnende Lund, naar blandt Slaaenbuskens Blomster paa Højenes Rand,

over spirende Sæd, over blinkende Strand tusinde Næb varsle bojt, at nu kommer Soldag og Sommer!

Rigere Lyst faaer dog Klang fra et jublende Menneskebryst, livor de stigende Haab, og livor Længslerne boer

med de lyseste Tanker og gladeste Ord. Tankerne flokkes i tonende Klynger, Ungdommen synger!

2 . Tenor Solo med Studenten er en frejdig Svend, Clior.

lian har saa mangt at prise, Han nynner stille i sit Hjem, mens Dagens Gjerning skrider frem: men knap er Bogen lukt igjen, saa synger lian en Vise.

Og gaar lian fjernt fra Stadens Larm ad Skovens dunkle Stier, hvor Bladduft aander frisk og sval,

han fløjter med den Nattergal, ■og mindes der saa hjertevarm en Sværm af Melodier.

i

16 Men tændes Blus i Gildessal, og Venneskaren bænkes, da synger han paa gammel Vis sit Lands, sin Stands, sin Piges Pris

og jubler højt ved sin Pokal, saa længe som der skjænkes.

3. Kvartet. Frodiggrøn laa Sangens Have længe uden Røgt og Ave,

,

modned langsomt Blomst til Frugt; faa kun freded, færre samled, ingen leded dem, der famled, frem til fælleds Toneflugt. Vundet blev et Fælledseje, hvor fra Dagens Arbejdsveje Flokken samles glad og fri for at øve Stemmen smidig, for at døve hver en stridig ørefjendsk Disharmoni. Da med Blus i Vinternatten bar af Pløj de Toneskatten, vide faldt dens Gyldenskjær; og det klang som Fuglekvidder, ud sig svang mod Friluftsvidder glad den unge Sangørhær.

4. Chor. Med fire stærke Strenge den Toneleg blev lagt; dens Bund var Danmark, dejligst Vang og Vænge, det glade Ungdomslune, Studentersindets Magt har spændt og sammenstemmet Harpens Strenge. Og Mesterhaanden greb i det ædle Strengespil, saa Melodier bruste, mens Folket lytted til, og Tonerne mindes skal saa længe.

17

5. Recita- Som Æolsharpen lydhør fanger ind tion.

(len lette Sommerbris og Vinternattens Vind og laaner hver sin Klang og har til hver en Tone — , hvert duftfyldt Pust, der nænsomt bøjer Sivet, hvor Bølgen listelig mod Brinken slaar, og Høstorkanens Kast, der gjælder Kamp paa Livet for Skovens Gubbe med den nøgne Krone, — saa vor Forening stod i femti Aar: hver hellig Susen blandt do unge Stammer, som løves i Athenes Tempellund — det stille Iieureka i Videnskabens Kammer, det kjække Glædesraab i Ungdomsstævnets Stund — fandt sig i Slægt med Tonerne derinde og bygged sig af dem et varigt Minde. Og tro den lyttet har til Danmarks Hjerte og fanget mangt et Suk, der steg fra Folkets Bryst; den formede i Toner Fryd og Smerte, gav mangen Jubel, mangt et Livshaab Røst. Ja, vender man dens Blade, skal det sees: dens Sange slaa til Lyd for mangen Tanke, som ej var fostret af en snever Kreds, men som fik hele Danmarks Hjerte til at banke! 6 . Morgendrøm om Nordens Lande,

Baryton Solo med Clior.

Mindekvad paa Slesvigs Strande, Sorgens Mulm om Land og Slot; — Kongesønnens Bryllupssage, Jubelfestens Junidage, Ærens Krans om Danmarks Drot. Først og sidst dog lød fra Læben Sang om livsglad, frejdig Stræben om »et lystigt Folkefærd«; Klang af gamle Venners Stemme mellem lyse Minder hjemme i et fagert Ungdomsskjær!

18

7.

Baryton Solo med Clior.

Tak for Grunden

til det lune Sangens Hjem! Tak til hver, som bragte frem Sten til Mur og Skjæmt i Hvilestunden, hver en Haand, som leded snildt Værkets liøjnende Id, liver, som sang i den svundne Tid, og liver, som lyttede mildt. 8 . Vor Sangerskare — vox og virk, mens Slægterne fremskriderl Luk Hjerter op med Tonens Dirk, meld liøjt for Bøg og Gran og Birk om Ungdoms lyse Tider! Kald frem et Melodiens Flor, klæk ud mangt Skabersnille, og hverv et tonemægtigt Chor med vældig Bas eg blød Tenor om Glædens rene Kilde! C. C. Jessen.

Chor.

Vølvens Spaadom, a f tlen ældre Edda. (J. P. E. Hartn\ann.) Odins Øje, ved jog, Dølges dybt paa Bunden Af den klare Kilde, Hvor, naar Morgensolen Lyser over Lande, Mimer tømmer Mjøden Af det Pant, som Odin, Valens Fader, gav liam. Véd I ogsaa det?

19 Hejmdals Horn sig dølger, Véd jeg, under Asken, Der mod Himlen knejser; Men en Elv sig styrter Ned med Brusen, ser jeg, Fra Valfaders Pant. Véd I ogsaa det? Først al’ Drab i Verden Mindes jeg, da Guldvejg De paa Odder løfted, Da do hende brændte I den Idøjes Sal; Trende Gange brændte De den tre Gang’ baarne

Tidt og ikke sjelden, Dog hun lever end. Da gik alle Magter Til de høje Stole, Og de hellige Guder Plejede da Raad: Om de høje Aser Skulde Skaden lide,

Eller alle Guder Skulde tage Bod.

Odin slynged Spydet, Skød det ud i Verden, Det blev Verdens første Ramme Folkestrid. Nu var Muren brusten, Som om Asgaard hegned, Over Kampens Marker Vanerne fo’r frem.

Da gik alle Magter Til de høje Stole, Og de hellige Guder Plejede da Raad:

2 0

Hvo der havde Luften Saa med Løgn forpestet, Eller givet Frøja Hen til Jættens Æt. Thor slog til alene, Gnistrende af Harm, Sjolden spag han sidder, Naar han hører sligt; Svorne Eder brødes, Givne Ord og Løfter, Alle faste Pagter, Alt, hvad aftalt var. Valens Møer saa jeg, Videnfra de stævned, Rustede til Ridtet, Frem til Guders Land. Skuld bar Skjold og Skøgul Nævnedes den anden, Gunn og Hild og Gøndul, Gejerskøgul fulgte! Nu er Valens Diser Nævnede tilhobe, Alle Herjans Møer, Rustede til Ridtet Snelt fra Strid til Strid.

Saa den Stærke kommer, Han, som alting styrer,

Vældig ned fraoven Til den store Dom;

Alle Ting han dømmer, Hver en Strid han ender, Siger hvad der helligt Være skal paa Jord.

Ved F. Winkel Horn.

------- A --------

IERS BOGTRYKKERI (H . i. SCHOU),

TIL

J. P. E. HARTMANN, -

K

Snart er Natten svunden Dagen bryder frem. Nyt da Samlingsstunden Før vi drage hjem, Nyt den til at hylde Med al Stemmens Klang,

Mesteren, vi skylde Al vor rige Sang.

Synger han om Smerte, Glæde, Kjærlighed, Altid Danmarks Hjerte Røres maa derved. I hvad han har tvundet Ind i Toners Dragt, Har Studenten fundet Sangens lyse Magt. Hvergang Toner klinge Her ved Morgengry, Skal i dem vi bringe Ham vor Tak paany. Tager end den dunkle Glemsel os i Favn, Evig skal dog funkle Gamle Hartmanns Navn.

Fra

de Gamles Tid.

(Interiør fra 1843.)

M el.: Ved Vintertid, naar Skoven staar.

J eg synger om en brun Barak, Studentens Hjem i ,Boldhusgade, Hvor Stuer dufted af Tobak, Og Bordet flød med Bøger, Blade, For Friheds Sag man Lanser brød, Og til sin Skak man Kaffen nød, |: Paa Salen, malet purpurrød, Var Buret for Studenterfugle! :| I firdelt Rad Tenor og Bas Med Bøger E og D i Hænde, Sad under Kronen uden Gas, Mens Ovnen røg, kjed af at brænde, Der sad vi Torsdagaften tidt, Sang til Tobak vor Kvirrevit, : Ved Flygelet sad Captain Smidt, Mens Hartmann lærte os Nuancen. :

Det var en Tid, som glemmes sent, Da vi som fågien sang saa glade, Tenorerne de sang saa rent, Folk lytted til i Boldhusgade; Vi Noder kunde paa en Prik, Og sang paa Dirigentens Nik : Hinaus im Wald, og Wer hat Dich! Thi Texterne var gjerne tyske! :| Ved Sommertid paa holstensk Vogn Vi sa’ Farvel til Sangtribunen, Med godt Humør vi tog i Skov’n, Og landed gjerne paa Fortunen. Den Puns var tynd, og Stuen trang, Men under Sang til Bægerklang |: Studenteraanden højt sig svang, Og altfor'»snart var Natten svunden!« Du gamle Sang, Du gamle Gaard, Som var vor Fryd i Ungdomstiden, Nu sidde vi med hvide Haar; Dog aldrig glemte vi Dig siden; Du Sangfuglslægt! Syng ung og glad Studentersang fra Nodeblad, |: Og tag et frisk, forynget Bad Som Fønixfugl fra gamle Minder!

TRIERS ROSTRYKKERI IH. J. SOHOU), KJOBEMHAVH.

EN TAK

dolce rv*' ■ b f —fa—: wv-^r- lJ«. ' / r K r ' .# i i ^

r ' m

# r P ~ f f

L L

^ T 1

L

■

til den, som sang til

den,

som spil - le - de til!

/

Til C. C. JESSEN.

Nr. 2. Solo. Saa tidt on prægtig Sang vi fik Fra Dig i Gildesalen, Og taled Du i Festens Stund, Da kom hvert Ord fra Hjertets Grund, Og hvert et Ord til Hjærtet gik 1 Sangen som i Talen. Bliv ved at være, hvad Du er: Student i Sang og Sinde, Student, som vi dot bedst forstaar, Med Vaarsang selv i Efteraar; Derved Du vandt Dig Venner her, Derved vil fler Du vinde.

Til P. MALLING .

Nr. 8. Clior. E n Tak for alt, : livad Du har vakt Til Live her i Flokken. :| Du lærte os Musikkens Takt, (Bas II) |: Med Ild, med Lunets Magt, Mod hellig Ild, med Lunets Magt, :| |: Hver Gang Du svingod Stokken. :| (Ten. I)

ja os |: Musikkens Takt, :|

Glem aldrig, at |: Du hører med Her i vor Sangerklynge! : Med Klang af Lur, med Fuglofløjt, (Bas II) Syng ud, — — — men ej for højt, Syng ud, — men sæt det ej for højt, |: Naar Du for os vil- synge. :| (Ten. I)

Med Klang, |: mod Fuglofløjt, :|

»Klæk ud det Melodiers Flor«,

|: Klæk ud det Flor,

Hvormed Du sidder inde. :j f Mal Jætters Kamp og Alfedrøm! * (Bas II) *Saa lytter Fisk i striden Strøm |: Og leger med sin Finne. :| I (Ten. I)

og mal |: en Alfedrøm! :|

Lyt til — ---------hver Fisk i Strøm!

Herlige Klang! Da jert tonende Festkvad med Jubel vi sang, Da jert Festkvad vi sang, Der var Fylde og Liv i hver Solo, hvert Kor, Der var Kraft, der var Ungdom i Toner og Ord! Tak, at I vilde Feststemning vække, Tak til Jer begge!

TRIERS BOGTRYKKERI IH. J. SCHOU), KJOBENI

DEN STORE NORDISKE MUSIKFEST PAA SKODSBORG.

F Ø R S T E STORE KONCERT.

FREDAG DEN 22. JUNI 1888.

Vrøvlets Spaadom af den yngste Edda, ved —nkl. Horn.

Da gik vor Bestyrelse Til de høie Stole Og paa denne Stolegang Pleiede de Raad, Om vor Sangforening Skulde ta’e i Skoven Eller om den ikke Heller sku’ la’ vær’. Frimodt skrev et Opslag, Hængte det paa Tavlen; Saadan han frimodtig Gik med Liste frem. Nu for Kroner tvende, Som det var beregnet, Man paa Kristians Liste Tegnede sig væk. Nu for Kroner tvende, Kroner, som det var beregnet, Man paa Kristians låste Tegnede sig væk. Op gik alle Men’sker Paa de Age-Stole. Raad som før man pleied’, Om man havde Raad Til at ta’e en Bajer, Der hvor unge Heymann Raader for Tuborgen. — Bajeren man fik.

Frimodts Øie, veed jeg, Dølges dybt paa Bunden Af den klare Bolle, Naar lil Dagens Brækning Skaaler ned I skylle; Thi, naar Boller fyldes, Tømmes Penge-Kassen, Sophus Bauditz gav ham. Veed I ogsaa det? Win kel Horn sig dølger, Veed jeg underhaanden, Under disse Linier, Saa en Flom af Ord sig Ned med Brusen styrter, Ned styrter, Fra min ringe Pen, Nu veed I ogsaa det! Først af Dirigenter Mindes jeg O. Malling. Ei en Odder er han, Boer i Holbergsgade Paa den høie Sal. Trende Gange Hurra Og saa tre Gang’ korte Fik han meget ofte. Tidt han »lever« end.

Rustede til Soldet :]: Frem:: nu strax til Struks. Jessen først og Melchior Nævnedes den 'anden, Bast og Hvidt og Grønlund Volle Knudsen fulgte.

Frimodt derpaa sa’e: »Nu »Skal 1 strax faa Kaffe »Hist paa Eremitagen »Og en Pousse café!« — Her ei nødigt nødes Cognak og de Bønner, Trende Gange brændte — : : Alt :|: som tragtet var, Alt nødes. Cognak og de Bønner, Trende Gange brændte - - :|: Alt :|:, som tragtet var, Alt nødes.

Det var alle Disse Nævnede tilhobe. Jessen, Hvidt og Melchior og Krarup Bast og Grønlund Volle Knudsen, G. V., Arbe Mirbe Marbe Starbe Lirbe Larbe.

Er ei alle Disse Nævnede tilhobe, Si’er jeg: Skidt! aa Skidt!

Allesammen saae jeg Oppe godt at kjøre

TRIERS BOGTRYKKERI (H. J. 8CH0U), KJØBENHAVN.

M el.: Grannas Lasse, klang paa lvran.

Venner, vi var lykkelige, vi fik Lov at sjunge — P r ø v e r n e var hyggelige, (var der blot Tenor!) Under Hartmann — C. J. Hansen Røsten vi lod runge, smukt for Takten skærped Sansen, (altid ej saa stor!) Vore Noder vi studeerte, sang og repetoerte, Vand og Toddy vi spendeerte, hjalp paa Stemmernes Brist; kvad i C-dur, kvad i B-dur, stundom lidt i P-dur — gav saa Hansen os en Leetur, gik det godt tilsidst!

Og C on ccrten — hvilket Skue! Slips og Harnisker hvide glansfuldt i Stearinens Luo, (som kun drypper lidt!) Vi var høist interessante, vore Smil saa hiide fik fra hende (og fra Tante) yndig Gjenvisit! Snart vi stormed, snart vi kurred, snart som Bien surred; snart med Svenskerne vi snurred, og gik bravt tilbunds — saae til Stokken, passed Pausen, tog imod Applausen — nød til Slutning Aftensmausen ved en Bolle Puns! Og de glade S an g ertog e — hvo kan dem vel glemme! Da til N o r r ig op vi droge, ak saa ungdomsfro! Christiania og Drammen, hvor vi var som hjemme — husk de Blus paa Fjeldekammen, glem ej Tanbergmo! Kattegat var via mala — det var ej Upsala! Stigende var Festens Scala: Lund — til Odinslund! Lys var Dagen, lys var Natten, tung blev ikke Hatteli, skjøndt for Punsch och Sodavatten ej der kjendtes Bund! ■,? • r

Husk saa, livor vi allevegne- ude var at føjte, hented os fra D anm a rk s E g n e hjem en Billedskat: mindes Sorø-Skovens Dramer til van Deurs’s Fløjte! Skovbal saa med Næstved Damer en Skj ærsommernat! Silkeborg, livis Torv og Gade saae os hoppe Skade, alt mens Ottosen den glade kjækt med Tasken trak! Rønne — ja, og Ystad-Talm! Freder iksværk-Moralen! Nyborg, med Concert-Skandalen, da Tribunen knak! Sprækker ej af alle Porer Sangforenings-Minder! mon ej Basser med Tenorer tro i Spandet gik? Blev ej mangt et Venskab sluttet, som endnu os binder? Har vi ej med Brorskab ruttet, fri for Politik? Leve da vor Sangforening — deri var der Mening! Aldrig den i tør Forstening maa istykker gaa! D en var os en Ungdoms-Bolig, bedre end Tivoli — gid med Clior, Kvartet og Soli længe den bestaae!

chr. r .

BOGTRYKKERI (M. J. 8CM0U), KJØBENMAVN.

J. P. E. HARTMANN,

S TUDENTER - S ANG FORENINGEN.

D. 6 NOVEMBER 1889.

M e l.: Der er et yndigt Land.

A l t Efterhøstens Blæst har vinterhærjet Skoven, men vi har Sommerfest; som Tegn iblandt os lyser Du:

af Aar en Vintergubbe, men sommerfrisk af IIu!

Med Takkens Løv i Favn tre Slægter om Dig flokkes, som blusse ved dit Navn, ved Bruset fra din Tones Elv, hver stille, sagte Susen, men først og sidst Dig selv! Ja, senest Fremtids Tak i Fortids Tak sig spejler, vi Løftets Bæger drak: Saa længe glad paa Danmarks 0 Studentersangen klinger, Skal H a rtm an n s Navn ej dø! A xel Sørensen.

Ai- ;.?*

v •••>/ s-- '

—nkls epistel (Nr. 1003)

rorande

Studentersångforeningens paradering

vid

50-aars Jubilæet

K o n c e r t p a l æ e t .

6 - 1 1 - 8 9 .

Paa Landjorden. C ollin L undh : Undan ur vågen! Giv Plads nu kommer Prosessionen! Hov! Hvor er Petersen? Skynd Dem nu herhen! M alling : T r ......................Lad mig bare see, I holder Tonen! F rimodt : Kom Axel Sorensen! Kom min lille Ven! M alling : Naa lad os samle I en Fart os Allemand! Der er »den Gamle!« T utti : Vel modt iland! 1ste Baad. Levysohn forrest vi se ombord paa Ormen lange; Kali og Sporon sammen med ham holde Trop. T r .................. Til Tonerne af glade Sange Fire poetiske Aarer løftes op. Neve og Borup De staa Pastor Hostrup næst; Sidst Hvidt og Thorup Og nok en Præst, 2den Baad Med Anton Svendsen i Spidsen nu Musikken kommer. Stadsmusikanter ved næste Tofte staa. T r .................. Hør Krarup, hvor i Takt han trommer. Bendix- og Jespersen mer piano slaa.

' , i

-^ v

t ■'

Båaden de Smykke Selve Seligmann tiltrods ; BaTduin et Stykke Bløeser os. 3die Baad. Forst denne Baad nu os Madsen af Solister bringer Saa Emil Poulsen og Bielefeldt herhid. T r . . . . Ei Steenbergs Stemme saadan klinger Heller ei minder det just om Liebes Lied. Jerndorf har Takten, Mens Niels Juel saa vel tilpas Stot holder Vagten Ved flere Glas. 4de Baad. Forrest ved F o r to f ten staar en smuk Tenor min­ sandten ! Glad saa »den gamle Kvartet« vi række Haand. Lund, Lund, Lund, Lund, navnlig Christian her er Dominanten, Selv over den saa »bekjendte Baryton«. Hilsen os bringer Saa v. Deurs fra sin Oktet, Medens han »klinger Paa sin Klarinet«. 5te Baad. Yderst i Stævnen staar Gronalund som Baadens Vogter Frisk som den smilende Mai August vi see. T r ............ Saa Carlt og Schierbeck — ogsaa Doetor. Melchior, en Sanger med Skole, som I vee’. Derpaa den bolde »C. V.« — ikke længer gron, Og foran Volle En John saa skjon.

6te Baad. Her Komponisterne finde deres rette Gade,

Her f. Ex. vi kjende »Rotnams Knut« Tr............... om Ruskantatens Toner glade Minder den Næste, mens Grandjean absolut Kolding fremtryller. — Barnekow, hvor han er lang! Saa Lange-Muller, Der var (her) engang. 7de Baad. Her hvor »den gale Kvartet« ei synger just. Andanter, Zinck har Barsærkegang; Patti hun er sod. Sum sum sum sum lyder fra dé muntre Musikanter, Der har det godt udi Abrahamses Skjod. Naar Pattis Latter- Arie har gjort os stum, Hore vi atter: »Sum sum sum sum!« 8de Baad. Lange Andresen os viser sine Perlerader, Medens med Friederichsen han gjor Spænd og Sparck Fr . . . . Kulin og Linde deres Rost oplader Med Agerholm til et »M a x nobiscum « stærk, Og, som de pleier, Gjør de Grin — det feiler ei, Medens en Beyer De redder sig.

BOQTRYKKFI <0U>. KJBBF> H"

Menigmands beskedne Udtalelse O

ved

Studentersangforeningens50-ÅarsJubilæum.

D en 6. N o v e m b e r 1 8 8 9 .

M el: Fjorten Aar troer jag vist, at jag var.

(17,18) 19 Aar troer jog vist, at jog var, dunklædt Yngling, for Sangkunst ganske bar, jeg Musikdirektører oj saa, og boller ingen jeg tænkte uppaa. Tralalala (falsk og overgivent). Da Studentersang saa jeg fik hørt, jeg mig følte omtrent som en kulørt, min Samvittighed sa’e: »prøv derpaa« og paa mit Ydre og min Stemme Malling saa. Tralalala (prøvende og betænkeligt).

Protektion skyldes ej mit Nærvær: om min Skjønlied eller og mit Vejr véd jeg oj, men maaske da mit Værd jo! thi Menigmand er næsten ingen hor. Tralalala (oppositionelt).

(ad libitum, men) 14 Aar véd jeg Medlem jeg var, hverken ondt eller godt bedrevet har, jeg min Stemme har lært og holdt bra’ og kim privatim givet mig a’ med tralala (romanceagtigt, men af tvivlsomt Værd).

Men Trala reguleret jeg fik under Mallings og Levysolms Taktstik, og dot indbyrdes Samlivs Metrik paa min Trallen omsider tik sat Skik. Tralala (regelret). Sangforeningen bringer jeg Tak fra mig selv og Kolleger, som — ak! ikke er Koryfæer men Pak og kun i store Kor gælde for Tobak. Tralalala (Jubilæumsfestligt).