545170396

54

Hævd paa at udføre den samme Art Arbejde, og da Sadelma­ gerne aabenbart ikke kunde leve alene af at lave Sadler, saa var det nyttigst for begge Parter, at de for Fremtiden fik samme Ret­ tigheder til at lave hvad Art Arbejde, der kunde laide for; det blev derfor tilladt begge de nævnte Haandværk at bjærge sig som de kunde bedst og at oplære Drenge i et eller begge Haand­ værk, »saavidt de selveragte detsaadanne deres Drenge og Svende kan geraade til Bedste og Befordring, saa de her, saavelsom paa fremmede Steder paa Haandværket kunne rejse og passere som vedbør«. Paa dette Punkt var det imidlertid, at Tampen brændte, thi selv om Mestrene kunde blive enige, saa kunde Svendene ikke. Sadelmagersvendene var ziinftige, Remmesniderne ikke; de maatte først staa i Forbundt ved et anerkendt Lav i Udlandet, inden de kunde blive det. Og det var en Bestemmelse, som Borgmester og Raad ikke med deres bedste Vilje kunde ændre; de maatte da ogsaa tillade, at Sadelmager- og Remmesnidersvendene i Køben­ havn beholdt en Lade hver for sig uden at indgaa Forbindelse i Lighed med Mestrene, Som man kan skønne heraf, var den Kontrol og Ret til Ind­ blanding, som Artiklerne af 1622 havde tiltænkt Øvrigheden ikke bleven til noget. Ziinttigheden fik Lov til at brede sig, og alle maatte rette sig efter den. Borgmester og Raad saa til og lod Lovene sove. Baade Mestre og Svende fik Lov til at gøre, som de vilde. Men til Gengæld har Lavene da ogsaa betænkt Bisidderne for deres Villighed, og det har uden Tvivl ikke været saa ubety­ delige Biindtægter, Magistratspersonerne drog af at være Bisiddere for Lavene. Sadelmagerlavet fulgte i den Henseende Skik og Brug og gav nu og da Bisidderen en passende Foræring, saaledes 1676, da man anvendte 24 Rdlr. til et Sæt Seletøj til ham Alt synes da saa nogenlunde at glide ind i den gamle Skure fra før Christian IV.’s Tid. Da var det, at Regeringen, der nu var bleven enevældig, gjorde et nyt Forsøg paa at komme Lavene til Livs.