545170221

2

og moderne — der stilles indenfor Kunstarterne; nogen synderlig Reduktion af det kunstneriske Personale kan derfor ikke foretages, hvis Teatrets kunstneriske Formaal skal ske Fyldest, men det kan paa den anden Side ikke undgaas, at Kunstnerne bogstavelig ikke kan komme til for hinanden, saalænge tle kun har een Scene at ud­ folde deres Kunst paa. De Planer, der har været fremsat, gaar i Virkeligheden alle mere eller mindre direkte ud paa at komme nævnte Misforhold til Livs. De for­ skellige Forslag om at Hytte Operaen eller Skuespillet til en anden Bygning eller at etablere et Teater med Dobbeltscene sigter alle mod det samme Maal: at udnytte det dobbelte Personale. Saavel ved Rigsdagsbehandlingen af Teaterloven af 13. Maj 1911 som ved Revi­ sionen i Rigsdagssamlingerne 1914—15 og 1916—17 er dette Synspunkt blevet aner­ kendt, og det i 1918 af Undervisningsministeren fremsatte Lovforslag om det kgl. Teaters Deling i et Skuespilhus og et Operahus har ogsaa haft dette Maal, idet man dog gik et Skridt videre og foreslog Indretning ikke alene af et nyt Operahus i Casinos Bygning, men ogsaa af et mindre, „intimt1 Teater indenfor .det kgl. Teaters Bygning foruden den gamle Scene. Endelig har det paa Undervisningsministeriets Initiativ i 1921 nedsatte Spareudvalg vedrørende det kgl. Teater i sin Betænkning- stærkt peget paa Dobbeltscenen som det, der bør tilstræbes, hvilket atter foranledigede Undervisningsministeren til i forrige Rigsdagssamling at forelægge Rigsdagen et Lov­ forslag om visse Foranstaltninger vedrørende det kgl. Teater. Medens det altsaa vel kan siges, at Nødvendigheden af, at den nuværende Ordning ved det kgl. Teater afløses af en Ordning med 2 Scener, er almindelig aner­ kendt, kan der endnu rejses Tvivl om, hvorledes denne bedst iværksættes. I Lov Nr. 130 af 13. Maj 1911 om det kgl. Teaters Stilling og økonomi Forhold udtales det i § 1: „Det kgl. Teater er en Statsinstitution14, og Udvalget gaar ud fra, at der hos de lovgivende og bevilgende Myndigheder er Enighed om eller i hvert Fald overvejende Flertal for at bevare det kgl. Teater som Statsinstitution, hvilken Forudsætning kun synes bestyrket derved, at Rigsdagen i Foraaret 1922 har godkendt en ny Pensionsordning for Teatrets Kunstnere, en Godkendelse, som maa siges at forudsætte, at man tænker sig Statsdriften fortsat saavel for Skuespillets som for Operaens og Ballettens Vedkommende. Udvalget, der ogsaa selv slutter sig til Tanken om Teatres Besvarelse som Statsinstitution med alle 3 Kunstarter, har derfor anset det for overflødigt at gaa dybere ind paa Spørgsmaalet om en Ordning, hvorved den ene eller 2 af Kunstarterne gik over til privat Drift. Hvis man da gaar ud fra, at der skal være to statsdrevne Scener, opstaar Spørgs­ maalet, om de to Scener skal etableres sammen — hvilket efter Udvalgets Mening praktisk talt vil sige paa det nuværende kgl. Teaters Grund, eventuelt med nogen Ud­ videlse — eller paa forskellige Steder, og i sidste Fald om det nye Teater skulde være en Nybygning, eller om man skulde benytte et allerede eksisterende Teater. For at holde de to Scener samlede taler vægtige Grunde. Vel vil den bedre Udnyttelse af det kuhstneriske Personale og det Formaal at skaffe dette større Lejlig­ hed til kunstnerisk Udfoldelse kunne ske Fyldest, selv om Scenerne ikke ligger samlede, men den forbedrede Økonomi, som skulde være Følgen af Dobbeltsceneordningen, vil for en stor Del gaa tabt igen, hvis Scenerne ligger adskilt; en Række Lokaler, der kunde- være fælles; naar Scenerne laa samlede, maa i modsat Fald haves begge Steder, og af Størstedelen af det til et Teater fornødne administrative og tekniske Personale maa der haves Dobbeltbesætning, hvis Scenerne ikke ligger i samme Hus, medens det ellers i hvert Fald i væsentlig Grad maa kunne udnyttes i Fællesskab. Ogsaa med Hensyn til Materiel (Kulisser, Rekvisitter o. s. v.) vilde en Etablering af Scenerne paa forskellige Steder medføre Nødvendigheden af Dobbeltbesætning eller — hvis Materiellet