545161958

der for os lyder som Svulst, men denne parredes altid med en vis nøgtern og rolig Fornuft, som af­ gav en solid Ballast og aldrig tillod Svulstens Mon­ golfiere at svæve bort for bestandig i Romantikens blaa Himmel. Det er den stærke Følelse af den Enkeltes Pligt overfor Samfundet og Fædrelandet, som besjæler hele hin Slægt. Livets Form var Arbejde, og Livets Maal var den Lykke, som kom af at arbejde for noget, der laa udenfor Jegets snævre Kreds. Denne Pligtfølelse gik derfor udmærket Haand i Haand med den Nøjsomhed, der var Tidens Kendetegn; man havde ikke lært at stille store Fordringer, men havde derfol* heller ikke saa travlt med at skaffe Betingelserne til Veje for at faa disse Fordringer op­ fyldte, og med Nøjsomheden fulgte en vis Sindslige­ vægt og sjælelig Ro; en senere Tid fik mere travlt, men fik derfor ikke altid mere udrettet. Den økono­ miske Tarvelighed i hin Slægt gav Plads til og for­ enedes udmærket med den aandelige Udvikling, der ikke risikerede at stirre sig blind paa ydre, tekniske Forandringer og Fremskridt, men holdt sig til det væsenlige, Mennesket og Samfundet i deres indbyr­ des Forhold. Naar Goethe lægger de berømte Ord med Glæden over, „wie wir es so herrlich weit gebracht" i Mun­ den paa Wagner, der er en indskrænket Fyr, saa vil han dermed udtrykke, at Tilbøjeligheden til at se overlegent paa tidligere Slægters Aandsarbejde er Halvdannelsens Kendetegn. Og navnlig er der Grund til at minde herom i Forholdet mellem det nittende Aarhundredes Slutning og det attendes. Man har i Reglen kun haft et medlidende Skuldertræk, et ned- 10