545161958

omkring det sidste Aarliundredsskifte, har heller ikke levnet megen Plads til Taknemmelighed for, hvad der allerede tidligere er bleven tilstræbt og opnaaet. Jo mere indbildsk man er over, „hvor utro­ ligt vidt vi selv har kunnet naa“, desto lettere har man ved at komme til at tro, at man kan takke sig selv for det alt sammen. Og har man i vore Dage paa saa mange Maader glemt Fædrene, saa gælder dette naturligvis i endnu højere Grad om Bedstefædrene. Den Periode, som vi efter Regentens Navn betegner som Frederik den sjettes, er for de fleste af os nulevende noget rent forhistorisk. Og dog er Sandheden den, at meget af, hvad der endnu har Værd i Danmark, er fremstaaet paa det Grundlag, som den Gang blev lagt, og at en rigtig Vurdering af de Mænd, der skabte disse Vær­ dier, — og til dem hører J. C. Jacobsen — ikke vil være mulig uden Kendskab til den Kulturperiodes Jordbund, af hvilken de skød frem. Naar man søger at lære tidligere Slægter at kende og leve sig ind i deres Tankegang, er det ofte de sproglige Vanskeligheder, der er de største. Kun omtrent et Hundredaar skiller os fra hine stive, gamle Herrer med Nakkepung og Kalvekrøs, men hvor forskelligt er ikke deres Sprog fra det, vi nu taler! Der er saa meget, der lyder sentimentalt og endnu mere, der lyder naivt, og hvad skulde et rigtig moderne Menneske vel være mere fremmed for og bange for end netop Sentimentalitet og Naivitet? Men lærer man først rigtig det Sprog, som den Gang taltes og skreves, vil man snart opdage, at Senti­ mentaliteten var meget langt fra at være usund og Naiviteten endnu længere fra at være dum. 8