2værelserStraks

sætte huslejen ned. Til støtte for den slags aktioner vil en paragraf, i den for- haabentlig kommende nye huslejelov, om beskyttelse af lejerforeningernes be­ styrelser, saa de er uopsigelige — paa samme maade som tillidsmandsbeskyttel­ sen — være af stor virkning. Paa denne maade vil det parlamentariske arbejde kunne understøtte de d i­ rekte aktioner fra lejernes side (lejerstrejker), men det vil være en illusion at tro, at enhuslejelovgivning i et kapitalistisk samfund v æ s e n t l i g t vil kunne forbedre lejernes vilkaar. Den vil allerhøjest kunne stabilisere det nuværende huslejeniveau og det eksisterende forhold mellem lejer og ejer med hele dets uretfærdighed, og selv en nok saa god huslejelov vil ikke kunne skaffe nye billige boliger til den arbejdende befolkning. Altsaa: i k k e a f s k a f f e p r o ­ l e t a r i a t e t s b o l i g n ø d .

De foregaaende kapitler har vist den danske reformismes resultater i byggeriet og i lovgivningen, dens magtesløshed overfor det egentlige problem : arbejdernes bolignød. V i vil i næste kapitel vise, hvad en reformisme, der er mere konse­ kvent, og som tilsyneladende har naaet langt større resul­ tater, tilslut har ført til. Vi vil behandle det socialdemokra­ tiske W i e n , og vil d erefter tilsidst vise den socialistiske »løsning« af boligspørgsmaalet: M o s k v a .

WIEN Hvis man kan kalde den politik, som Københavns kommune har ført i bo­ ligspørgsmaalet, for liberalistisk, skønt den er opreklameret som s o c i a l ­ demokratisk, saa kan man med fuld ret betegne den politik, som i Wien er fulgt af det socialdemokratiske flertal, der har haft magten i denne by, for s o c i a l d e m o k r a t i s k , skønt den er blevet betegnet som socialistisk. Den politik, som med megen konsekvens blev gennemført i det røde Wien, er et mere ægte udtryk for socialdemokratiets program end den tilsvarende politik i København, som i det væsentlige ikke adskiller sig fra boligpolitiker! i alle liberalistiske byer. Wiens boligpolitik viser paa den ene side, hvad der kan naas med en socialdemokratisk reformpolitik i en kommune eller rettere sagt forbundsstat som Wien; men den viser paa den anden side ogsaa græn­ serne for denne politiks resultater. Den viser tydeligt, hvorvidt man kan naa ved at udnytte alle modsætninger mellem kapitalistiske grupper indbyrdes, men ogsaa, at i et kapitalistisk samfund vil et spørgsmaal, som boligspørgsmaalet over­ hovedet ikke kunne løses. Den ulykkelige skæbne, som har ramt Wiens arbej­ derbefolkning, fascismens sejr og terror i Wien, viser tilslut det uhyggelige punk­ tum, som kapitalens interesser, naar de i en krisetid bliver truet, sætter for et­ hvert reformarbejde, for enhver social forbedring. 60