2værelserStraks

250 %. De faar altsaa Deres forældres lejlighed forsynet med brusebad og altan og for en pris, der er henved 2,5 gange saa dyr. (Leveniveauets almindelige stigning i samme periode fremgaar af tabellen). Passer denne lejlighed D e m ? Deres forældre havde soveværelse med soveværelsemøblement i det ene og spisestue med spisestuemøblement i det andet værelse. De er mere moderne, hører ikke til disse fars sønner, der køber møblementer paa afbetaling for at faa det, som deres forældre har det. De hører ikke til dem, der leger far og mor med tolv af hvert, og faar et slid med at klare afbetalingen. De køber i stedet nolfidivaner, sover mand og kone i hver sin stue, for ikke at forstyrre hinanden, naar den ene kommer sent hjem; og naar børnene vokser til, er lejligheden blevet for lille. Har De børn af forskelligt køn, skulde De helst have to smaa soveværelser til børnene og et til Deres kone — selv en kone trænger af og til til at være alene — selv sover De i stuen. Det vil sige, at den lejlighed, De har brug for, burde ikke have to lige store (eller lige smaa) stuer, men é n stor stue og to helst tre smaa kamre. Men denne type findes ikke. Hvorfor? Fordi der er saa faa af Deres slags og saa mange af den anden slags med soveværelsemøblementet, og alle børnene inde hos forældrene om natten, — endnu da. Saa er der køkkenet og madlavningen: Deres kone er et selvstændigt menneske og ikke et appendiks til Dem. Hun har sit arbejde, som De har Deres, men naar hun kommer hjem, kan hun ikke slange sig paa divanen — hun skal lave mad, gøre børnene istand, lægge dem i seng og vaske op. Kvinden i det moderne ægteskab har faktisk valget imellem at opgive sin egen selvstændighed, blive kone i gammeldags forstand — man­ dens ejendom, — eller ogsaa maa hun paatage sig det dobbelte arbejde at holde huset i orden, passe børnene o g d e s u d e n p a s s e s i t a r b e j d e . I mange tilfælde tror hun, at hun kan klare begge dele, men det bliver næsten altid til, at hun ender som appendikset. Ser man rent samfundsmæssigt paa det, saa er det ogsaa et spild af arbejdskraft, at i en karré med 1000 familier, skal 1000 husmødre bruge en time om dagen til at gøre indkøb, og en time til at lave maden i 1000 forskellige smaa kasseroller, de skal gøre dyre indkøb, for 10 øre salt, for 20 øre gryn, og der bliver en uforholdsmæssig stor procentdel, som gaar til spilde. Men i det kapitalistiske samfund er den menneskelige arbejdskraft desværre tilstede i altfor stor mængde - der er overflod paa den — eller rettere sagt, det kapitalistiske samfund kan ikke paa langt nær udnytte hverken maskinerne eller arbejdskraften — for der er ingen, som har raad til at købe varerne. Derfor er der ingen interesse fra myndighedernes side for spørgsmaalet om kvindens selvstændige arbejde, heller ikke for betingelserne for det: e n a n - d e n h u s f o r m , h v o r k o n e r n e i k k e s k u l d e l a v e m a d o g p a s s e b ø r n . Hitler løser spørgsmaalet paa god kapitalistisk vis: kvindens plads er i hjemmet: »Kvinden føler sig allerbedst tilfreds med livet, naar hun bliver brutaliseret og holdt strengt i tugt og lydighed. Samlivet mellem mand 12