292672314

Jeg er nu til Ende med Omtalen af de enkelte Sager, der har bragt os i Publikums Unaade. Der er derefter Grund til at opkaste det videre Spørgsmaal, hvad der kan gøres for at besværge den hele Bevægelse, hvoraf disse Sager er et Udslag, og hvorledes vi skal sikkre vore Efterfølgere mod den Vanskæbne, der har ramt os. I saa Henseende føler jeg mig dog for mit Vedkommende ikke opfordret til at gøre Begyndelsen overfor Opinionen ved at fremsætte Tilbud. Jeg har Fornemmelsen af, at Lægerne meget godt kan forholde sig afventende; man vil nok lade høre fra sig. Juristernes Forslag i Borgerrepræsentationen har givet os en besk Forsmag paa, hvad vi har at vente os. En saadan Holdning fra ansete og veltænkende Mænds Side varsler ilde for Fremtiden; vi maa være forberedte paa at gaa strenge Tider imøde. Jeg spaar ikke Sindssygelægerne nogen lystelig Fremtid; deres gode Dage er vistnok forbi. Der var en af mine Kolleger, som plejede at sige om sig selv med et Citat af «Ulysses v. Ithacia»: «Jeg dependerer af Ingen uden af General Holofernes selv». Dette var paa en Maade sandt, men maaske ikke ganske i sin Orden. Vi kan hverken vente eller ønske, at det bliver ved det bestaaende med Hensyn til Anstaltsoverlægernes Myndighed. Lad os kun faa et virksomt Tilsyn med dem; thi der synes jo at være Trang til en Betryggelse. Men lad os ikke skrive Lovene saa- ledes, at de Syge skræmmes fra os, og heller ikke saaledes, at man gør Lægernes i Forvejen tunge og utaknemmelige Virksomhed rent utaalelig. Lad os huske paa, at nogen ab­ solut Garanti mod Misbrug og Overgreb fra Sindssygelægernes Side kan der dog aldrig tilvejebringes, selv ved de nøjagtigste Forskrifter. Til syvende og sidst hviler dog alt paa vor per­ sonlige Hæderlighed. Brister denne Forudsætning, er over­ hovedet ethvert ordnet Sindssygevæsen en Umulighed. Der vil altid være at regne med vis Mængde Tilfælde, hvor man ikke kan komme videre end til at stole paa honnette Folks