292672314

samme, og jeg har forresten saavidt mig bekendt ikke faaet en Øre for min Ulejlighed. Nok er det, jeg har givet Klagerinden en Sygeattest og iøvrigt, som hun selv er­ kender, ganske henstillet til hende, om og naar hun vilde be­ nytte den. Men hvad der nu er af Vigtighed at vide er dette, at fra mig passerer Sagen til en anden lægelig Instans, nemlig Hospitalets Visitator, som paa eget Ansvar afgør, om Indlæggelsen efter Omstændighederne skal finde Sted eller ikke. Hendes Sygeseddel har modtaget Visitators Paategning: «Kan ikke uden Fare afvises«, med hans Datering og Under­ skrift. Det er altsaa ham og ikke mig, der har effektueret Indlæggelsen, og mit Ansvar begynder først, da jeg om Aftenen ser Patienten i Afdelingen. Spørgsmaalet er nu, om jeg her strax skulde have ud­ skrevet Patienten paa hendes Forlangende. En saadan For­ dring forekommer mig aldeles urimelig. Hvis jeg saaledes paa staaende Fod skulde tage de Syges Protester til Følge, vilde hele Virksomheden og hele Institutionen blive en Me­ ningsløshed. Jeg har ved min Aftenronde gennem Afdelingen truffet en lamenterende Patient, hvis Tilstand maa antages at have udelukket enhver Mulighed for rolig Samtale; hvad andet er der da for mig at gøre end at klappe hende paa Skulderen og sige hende et beroligende Ord. Man har anset det for særligt graverende, hvad jeg har udtalt i en Erklæ­ ring til Hospitalsbestyrelsen, at det ikke er sikkert, at jeg har genkendt den Syge. Der synes nu ikke at ligge megen Vægt herpaa, eftersom det alene af Hensyn til den øjeblikkelige Tilstand har været uforsvarligt at udskrive hende, hvad enten jeg har kendt hende eller ikke. Men jeg vedkender mig iøv­ rigt, hvad jeg har sagt. Patientens Tilstand maa antages i Dagens Løb at være undergaaet en væsentlig Forandring, saaledes som Tilfældet ofte er, naar Sygdommen befinder sig i sin Udvikling. Det er derfor meget vel tænkeligt, om end ingenlunde in casu givet, at det ikke er faldet mig ind, at