292672314

Man har Indtrykket af, at Etatsraaden med Glæde vilde give Resten af sin Formue for at se mit Hoved paa et Fad. Jeg skal iøvrigt afholde mig fra i det enkelte at kommentere disse Akt­ stykker. Med Hensyn til Beskyldningen for haard Behandling appellerer jeg roligt til dem, der har haft Lejlighed til at se min Afdeling, for Etatsraadens Vedkommende til dem af hans Be­ kendte, der anden Dagen efter hans Indlæggelse har truffet ham rygende sin Cigar i Haven. Til Bedømmelsen af, hvorledes hans Afspærring fra Yderverdenen skal forstaas, beder jeg dem, der vil ulejlige sig med paany at læse Piecen «Vore Hospitaler«, at tælle efter, hvor mange Besøg af Venner og Bekendte For­ fatteren selv omtaler. Hvad mit personlige Forhold angaar, kan jeg give den Oplysning, at hele dette hadefulde Angreb kom mig ganske overraskende. Under vor Samværen paa Hospitalet var der endnu intet, der tydede paa en saadan personlig Animositet; jeg vidste ikke bedre, end at vi stod paa en venskabelig Fod, vi vexlede daglige Haandtryk og passiarede ugenert om nyt og gammelt. Jeg fandt, at Etats­ raaden var en rigtig behagelig ældre Mand; intet Øjeblik anede jeg, hvad der ventede mig fra den Kant. Dette maa imidlertid ikke tydes som særlig naivt fra min Side; Forkla­ ringen er den, at Patientens Forbittrelse er er først, da han erfarer det uventede Udfald af Observationen, at hans Had kommer til stigende Udvikling. Jeg nærer den faste Overbevisning, at dersom min Erklæring havde faaet det modsatte Indhold, vilde ogsaa Etatsraadens Karakteristik af mig være bleven den stik modsatte. Den, der ikke af de Etatsraad Brun’ske Piecer kan stille Diagnosen af hans Tilstand, mangler elementær psykiatrisk Ind­ sigt. Lægfolk har mærkeligt nok kunnet læse dem uden at mærke Sygdommens Spor. Jeg har truffet forstandige Folk, som erklæ­ rede, at de i Skriftet «Vore Hospitaler« ikke havde fundet noget- somhelst, der tydede paa Forfatterens Abnormitet. Dette er saa meget mere paafaldende, som man allerede i denne Bog møder

efterfølgende. Det