292672314

Kampen stod paa, og som endnu kunde trænge til en Afstiv­ ning; der er Kolleger, som har taget noget valent paa de Sager, der har vakt Diskussion, og haft nogen Betænkelighed ved at yde mig fuld Tilslutning. At man nu under en Bevægelse som denne ikke fuldt ud kan regne paa Støtte fra Kollegernes Side, derover har jeg ingen Ret til at beklage mig. En Hospitalsafdeling, der arbejder under saa vanskelige Vilkaar som min, bliver nød­ vendigvis Genstand for Standsfællers Kritik. Jeg vil paa ingen Maade bestride dennes Berettigelse, og hvis der er Kolleger, der har ment ikke at burde holde deres Kritik til­ bage under det Angreb, jeg har været Genstand for, kan jeg ogsaa respektere en saadan Frygt for utidigt Kammeraderi. Men jeg har iøvrigt den Tro, at hvis jeg i den forløbne Tid har maattet tælle ogsaa en Del Læger mellem mine Mod­ standere, har det aller snarest været saadanne, der mangle Kendskab til mig og min Virksomhed. Psykiatrien er des­ værre endnu et fremmed Felt for mange Læger, og i en Diskussion om herhen hørende Forhold ræsonnere disse Kolle­ ger som Lægmænd og komne til at staa paa det læge Publi­ kums Side. Jeg tror derfor ikke, at man heri maa søge Sagkundskabens Dom over mit P'orhold. Hvad mine specielle Fagkolleger angaar, kan det jo ikke nægtes, at de har holdt sig temmelig stærkt tilbage (paa en enkelt Undtagelse nær, som i alt Fald ikke har gavnet ved at tage Ordet). Jeg har undertiden spurgt mig selv: Hvor er de henne, d’Hrr. Sindssygelæger; mon der ikke skulde være en eneste af dem, der føler Trang til at komme den betrængte Kollega til Undsætning. Professor veltalende Piece «Om Sindssygdom» maatte vel nærmest tolkes som skreven i min Favør, men tog dog udtrykkelig Afstand fra alle konkrete Tilfælde og blev saaledes ikke et direkte Indlæg i Striden. Ofte i disse Aar har jeg bittert følt Savnet af en kær afdød Lærer og Kollega, som med sin lyriske Evne

mig

Gædekens