292669879

55 Vej og derfor intet skrevet —«. Ja, det tager Tid at gaa sin egen Vej, og Bndtz-Jørgensen gik sin. Og Ling siger videre: »At fremstille en Sag paa en ny Maade er et betænkeligt Foretagende —«. Bndtz-Jørgensen vidste det, og han tog sig vel i Vare for at fremstille noget paa en ny Maade, før han havde prøvet det —, men han forstod ogsaa, at der i Gymnastikken var gode Ting, som vilde gaa til Grunde, om de ikke blev fremstillet paa en ny Maade. Paa det Tidspunkt 1899, da Budtz-Jørgensen begyndte sin Virksom­ hed, laa der et stort Stof og ventede paa at blive taget i Brug. Haand- bogen var lige bleven færdig, en Samling af Øvelser — et blandet Sel­ skab. Øvelser, som aldrig havde set hinanden før, var her kommen til at staa Side om Side, bragt ind under samme Slægt og Klasse og be­ tegnede med ensartede Navne, nogle med Stamtavle helt fra Lings Dage, andre af nyere Dato. Der var nok at tage fat paa. Budtz-Jørgensen var en skarp Iagttager, og for at bøde paa en slet Hukommelse havde han vænnet sig til at notere ned, naar hans Op­ mærksomhed blev fanget af noget særegent. Derfor findes der mellem hans Papirer smaa Lapper med f. Eks. følgende: »Ved Lejlighed maa jeg have undersøgt, om det forholder sig rigtigt, at —«. Og noget fik han da Tid til at undersøge. Saa gik han til Bunds i Øvelsen: »Hvad er det vigtigste ved denne Øvelse? Hvad er Grunden til, at jeg tager den? Hvad vil jeg, at mine Elever skal opnaa ved at øve den? Hvilken Vej skal jeg anvise dem, for at de kan naa den sikkert?« Ja, han arbejdede med sit Stof, kasserede, hvad der var overflødigt, omarbejdede, hvad han ikke kunde bruge, uddybede det, han kunde bruge. Det var Vendinger og Skridt og Nedspring og Tilløb o. s. v. Ja, f. Eks. Nedspring. Det eneste vigtige for ham var, at hans Elever lærte et Nedspring, som kunde afbøde Stødet; derfor blev Hofte- Knæ- og Fodleddets sam­ tidige Bøjning af saa stor Betydning for ham, at han opfandt flere Øvel­ ser til Indarbejdelse af dette. Men Hælhævningen efter Nedspringet brød han sig ikke om, den skar han bort. Som Følge af hans stærkt økono­ miske Sans var enhver overflødig Bevægelse ham imod. Det var i Forarbejdet til sine Timer, at Budtz-Jørgensen lagde sit største Arbejde, dels i Valget af Øvelserne, dels i Fordybelsen i de Øvel­ ser, som han ansaa for tjenlige, og til de Egenskaber, jeg allerede har nævnt, kommer hans udprægede Sans for Skønheden og hans gode For- staaelse af, hvad Gymnastik betyder for den menneskelige Organisme. Det var vel det, som gjorde hans Timer saa værdifulde, at vi altid arbejdede os fremad, at vi stadig fik noget nyt — nye Momenter, og at vi følte, at dette nye altid var gennemtænkt; og fordi Stoffet laa rede :i ham, kunde han i sine Timer give sig selv fuldt og helt — se og