292646607

»Vejen gaar min Tro over Vesterbro«

De, der tilhører det slægtled, der var børn eller unge, mens vort århun­ drede var nyt, har oplevet en udvikling uden sidestykke i vor historie. Når man som den, der har skrevet teksten til dette hæfte, har haft sin op­ vækst og tilbragt de første 31 år af sit liv i et københavnsk forstadskvar­ ter - Vesterbro - skulle man have mulighed for at kunne fortælle lidt om en tid, der var anderledes end den, vi nu oplever. Efterhånden som man kommer op i årene, kommer barndomstiden for mange til at stå i et gyldent skær. I de første år af et menneskeliv vandrer man rundt og lader synsind­ trykkene hobe sig op efterhånden som de kommer og stuver dem ind i erindringens rummelige arkiv. De indtryk, man får i barneårene og den tidlige ungdom, skrives i sindet med farveløst blæk. Gennem mange år bliver papiret ved med at være hvidt, men så en dag bliver et stykke skrift læseligt et sted og senere dukker et andet stykke frem. Efterhånden samler brudstykkerne sig som et hele. Det føles som mystik, en stærk og uforklarlig følelse, der med alderen får større og større magt over én. For mange vil en sammenligning mellem før og nu falde ud til fordel for »før«. Nok må det erkendes, at det materielt er gået uhyre frem, men samtidig må man beklage, at teknikken og det hæsblæsende tempo, og den måde på hvilken man nu om stunder stopfodres med verdens store og små, men næsten altid såre triste begivenheder, ikke mere tillader en så rolig udfoldelse af livskunst, som vore forældre og bedsteforældre trods langt større arbejdsindsats oplevede i deres tid. De, der er unge i dag, har mulighed for at opleve et tidsskel - grænsen mellem dette og et nyt århundrede - år 2000. Tidsskellet for den slægt, der var børn og unge, mens 1900-tallet var nyt, faldt i virkeligheden først 1914. Da holdt en tidsalder op og en ny begyndte. Tidens ansigt før 1914 ligger så fjernt, at det for de fleste falder ind under begrebet historie. Kredsen af de mennesker, der oplevede, hvad der dengang skete, ind­ skrænkes mere og mere. Det er veteranerne, der forlængst har passeret det, man tidligere kaldte støvets år, der er levende vidner om den tidsal­ der, der med 1914 gik i graven. Det var ikke lutter glæder, som de ældre af os kalder »De gode gamle dage«. Der var adskillige tragedier. Det kan

5