292646607

field« med Frederik Jensen som Micauber. Talefilmen kom alligevel. I 1929 opførtes den tyske film »Atlantis«. Tale- og tonefilmen gjorde til­ skuerne stumme. Man var ganske simpelt grebet af dette forunderlige nye. I årene, der er forløbet siden da, er den tekniske udvikling foregået i et stadig stigende tempo, men aldrig med et så epokegørende spring som fra det stumme til det talende og tonende. Senere er så farverne kommet til. Det første »Paladsteater« blev i folkemunde kaldt »Tag-Plads-Tea- tret«, og i en senere tid kunne adskillige biografteatre smykke sig med dette ubehagelige navn. Biografteatrene fik nemlig en alvorlig konkurrent i fjernsynet. Der er sikkert adskillige avancerede biografgængere, som har rynket på næsen af dansk filmproduktion og holdt på, at den uden­ landske - særlig den amerikanske er det eneste, der dur. Selvfølgelig er man i udlandet og særlig i Amerika i stand til at ofre større summer på film end herhjemme, men danske film, når de er gode, har trods alt et stort publikum. Når man tænker på, hvad der i tidens løb på fjernsyns­ skærmen er blevet vist af film, hvor krig, vold og kriminalitet har haft den afgørende plads, er det en lise for sindet at se en god dansk film. Teaterminder Da jeg som ung var begyndt at tjene penge, kunne man tillade sig engang imellem at gå i teatret. Mit første besøg i Det Kgl. Teater var i 1917, hvor jeg så et stykke, der hed »Løgneren«. Jeg sad på 2. etage, 3. række til si­ den, så det var begrænset, hvad man både så og hørte, men jeg var meget imponeret af det festlige teaterrum. Senerehen fik jeg nogle af mine største teateroplevelser her. En lang periode efter at have nået en moden alder abonnerede jeg, så jeg kom i Det Kgl. hver 14. dag. Jeg så med spænding hen til, hvad programmet lød på, når repertoireplanen kom i avisen, og selv om jeg så det samme flere gange, f.eks. 3. akt af balletten »Napoli«, var oplevelsen lige stor hver gang. Under 2. verdenskrig op­ hørte jeg at være abonnent dels på grund af luftalarmerne og dels fordi forestillingerne begyndte tidligere og tidligere som følge af spærretiden. Engang kom jeg hjem fra teatret kl. 3 om natten efter at der havde været luftalarm 3 gange. En anden gang ved opførelsen af »En kvinde er over­ flødig« måtte vi midt under forestillingen gå i beskyttelsesrum, og da

47