292646607

net »Loppebiografen«. Det var ikke fordi man så disse dyr i dresseret til­ stand, men mere fordi man sjældent forlod biografteateret uden i følge med eksemplarer i vild tilstand. Det var korte film, der blev vist dengang og ofte flere efter hinanden med forskelligt handlingsforløb. Man betragtede den nye forlystelse som en form for adspredelse, som mere forstandige mennesker ikke kunne give sig af med, men der var dog også en del, for hvem biografforestillingerne var til glæde. Af filmens store navne fra dengang var der Vald. Psilander og Asta Nielsen - senere Betty Nansen, Carl Alstrup, Frederik Jensen m.fl. Vald. Psilander kom til at spille i ikke mindre end 84 film. En særlig bemærkelsesværdig ind­ sats ydede han i film som »Evangeliemandens Liv«, »En Fare for Sam­ fundet« og »Klovnen«. Filmen voksede efterhånden til den ny tids største forlystelse. I København indrettedes et biografteater i den helt store stil. Det blev døbt »Paladsteatret« og blev indrettet i den nedlagte gamle banegårds sto­ re perronhal, der lå omtrent, hvor det nuværende »Paladsteater« ligger. Indvielsen fandt sted den 18. oktober 1912 med pomp og pragt. Det blev Nordeuropas største biografteater. Intet andet biografteater kunne byde sit publikum så enestående bekvemmeligheder hed det. Teatrets første forestilling hed »Generalens Børn« med Asta Nielsen i hovedrollen. Et 30-mands orkester med kapelmester Schnedler Petersen som dirigent led­ sagede forestillingen. Banegårdshallen blev under første verdenskrig revet ned og det nuværende »Paladsteater« bygget. Indvielsen af dette fandt sted den 26. januar 1918. Åbningsforestillingen var »Bjerg-Ejvind og hans Hustru«. Fremragende film Det var fremragende film, der her blev vist, f.eks. »En Nations Fødsel«, »Pax Externa« og mange flere. I 1921 blev Jacob Gade »Paladsteatret«s kapelmester i spidsen for et fortrinligt orkester. Jacob Gade komponere­ de sin senere så verdensberømte schlager »Tango Jalousi« til en Douglas- Fairbank-film, der opførtes i teatret. Selv om det var stumfilmens dage, stod filmen så højt, at man ikke længtes efter at ombytte den til tale- og tonefilm, der så småt var begyndt at gå rygter om. Man syntes ikke, at der kunne ydes noget bedre end f.eks. Dickens-filmen »David Copper-

46