292646607

ligt, gjaldt det blot om at berolige forældrene, og når doktoren efter en grundig undersøgelse havde erklæret, at det ikke var noget slemt, og or­ dren var givet, blev der ikke talt mere om sygdom. Så blev lægen menne­ ske og ven, og han havde altid tid til en lille passiar. Undertiden fortalte han en lægeanekdote eller berømmede et maleri, som han havde set på en af sine Italiensrejser. Når han så forsvandt ned ad trappen fløjtende og med sin baskerhue på sned, var al ængstelse borte. Der var tryghed i de stuer, han forlod. Men doktoren var også en anden person, og det var, når der var fare på færde. Så var tonen kort, knap og befalende. Alle blev kaldt på dæk­ ket til kamp, og doktoren overtog kommandoen. »Jeg kommer igen i morgen,« lød det. Og så glæden bagefter, når livet var sikret og sygdom­ men overvundet - ikke den triumferende glæde, men kunstnerens glæde over værket, der var lykkedes. Det var en af de sidste huslæger af den gamle skole, sikker i sin diagnose og omhyggelig i sin behandling.

29