292646607

1908 med deraf følgende samfundsgavnlige virkninger. Sognepræst A. Fi­ bigers navn vil for al fremtid være knyttet til Vesterbro i kirkelig hense­ ende. Ved den anden kirke, Set. Matthæus kirke, prædikede provst T. Levinsen - en fornem gejstlig. Han konfirmerede mig i 1914. Hans kapel­ lan hed Just Christensen - i folkemunde kaldet »Dampsprøjten«, fordi han altid virkede så forpustet. Vesterbro har alle dage været forlystelsernes centrum. Det følger vel af, at solen går ned i vest. Man begyndte med Tivoli, Scala, Tivoli Varie­ te (»Kisten«, som den blev kaldt), senere Apolloteatret. Her optrådte i sin tid Holger Pedersen (kaldet »Gissemand«), Carl Fischer og Schiøler- Linck, og på Scala, i teatrets store dage: Carl Alstrup, Liva Weel, Amelie Kierkegaard, Oscar Stribolt, Olga Svendsen m.fl. Fortsatte man udefter, kom man forbi Figaro, der var dansesalon og i en årrække kaldt Palais de Dance, nu Valencia. Endelig sluttedes rækken af forlystelser i Frede­ riksberg Allé med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden og alskens forlystelser både for børn og voksne. Huslægen Når der var sygdom i hjemmet, måtte lægen tilkaldes. Den gammeldags huslæge eksisterer ikke mere. En almindelig praktiserende læge i vore da­ ge tager sig vel uden at forklejne nogen mest af almindelige lidelser. Hvis der er tale om noget ud over det almindelige, henvises som oftest enten til hospital eller specialist, hvad der naturligvis er i sin orden. Men der var nu noget hyggeligt over den gamle huslæge, der ligesom kom som ven af huset. Da vor huslæge, som havde fulgt os barndommen igennem, på grund af tiltagende synssvækkelse måtte opgive sin praksis, var det med vemod, man modtog efterretningen om hans konsultations ophør. Han kunne til tider virke lidt barsk, men lærte man ham at kende, var han både en dyg­ tig læge og et elskeligt menneske. Når der var sygdom i hjemmet, og man ringede ham op for at spørge, om han kunne komme, var svaret ikke fri for at være lidt afvisende: »Ja, jeg skal se, om jeg kan få tid til at kom­ me over til Dem i løbet af dagen.« Kort efter ringede doktoren på døren. Han var i virkeligheden to personer i én - den ene, når der virkelig var fa­ re på færde, den anden, når det ikke var så alvorligt. Var det ikke alvor-

28