292635834

2

Ocenens folk er gennem tiderne skiftevis kyst til helvede og hævet til himlen. Hvor kommer talentet fra? Fra himlen eller helvedet. For et par hundrede år siden forelå Voltaires svar: Fanden i kroppen må man have i al kunst, hvis man vil nå noget udmærket. Voltaire, der betragtede teatret som »det ædleste og nyttigste, menneskeånden har opfundet til at danne og polere sæderne«, vendte i 1730 dirrende af harme hjem til Frankrig efter sin forvisning: Liget af Frankrigs største skuespillerinde var kastet i rakkerkulen. Syv måneder efter mademoiselle Le Couvreurs skændsel blev mrs. Oldfield under pomp og pragt bisat i Westminster Abbey i England. skuespillerens krønike, spændende som en krimi. Det ene øjeblik har skuespilleren været tilbedt som en helgen for i næste at være udstødt som en paria, permanent skydeskive for borgerskabets beundring og foragt, hele tiden som en central figur i historiens landskab, opslugt af sin kunst. Skuespilleren. Gøgleren. Mennesket. Skuespilkunsten har alle dage været hjemsøgt af chok og teaterlukninger. Allerede fem år efter starten herhjemme går det galt. I 1727 skriver Ludvig Holberg »Den danske komedies ligbegængelse«. Men det danske smil fornægter sig ikke. Et bedre lune har aldrig dækket over en fortvivlet situation, konstaterer P. Hansen i sin illustrerede teaterhistorie »Den danske skueplads«. Der var en humor over dette afskedsoptrin som over korporal Bomans begravelse i Fredmans epistler. Denne afgrundsdybe forskel på de to ligbegængelser er illustrerende for

Jomfru Hjorts hjerte var nær ved at briste, da kollega Wegner rådede sine skuespiller­ kammerater til at gå ud at tjene: »Hvor skal jeg vel få tjeneste? Vi har jo lagt os ud med alle folk, officerer, doctorer, advokater, kandestøbere, marquiser, baroner, barberer.« Men allerede i den følgende sæson efter lukningen 1727 genopstår den danske komedie fra de døde. Den var opstået fra de levende i 1722 med professor Holbergs kejtede og generte ankomst (virkeliggjort for vore øjne i 1976 på National­ scenen i Ernst Bruun Olsens veloplagte »Den poetiske raptus«) til komedianterne, der var himmelfaldne over i deres eget hus at få besøg af den lærde mand fra universitetet med fem færdige komedier: »Den politiske kandestøber«, »Den vægelsindede«, »Gert Westphaler«, »Jean de France« og »Jeppe på bjerget«. Distancen mellem gøglerne og borgerskabet var udtalt. Da komediens fader i 1723 udgav sine fem første skuespil, lod han sit alter ego Just Justesen indlede dem med en »betænkning«, hvori han også drøfter det sociale spørgsmål, »om det er sømmeligt og anstændigt for smukke mænds børn at lade sig bruge til theatralske exercitier«. Det var endda femten år før en kgl. forordning af 31. marts 1738 i Chr. 6.s pietistiske tidsalder fastslog, at »ingen comoediantspillere, linie-dantzere, tasken-spillere, eller de, som holde de så kaldede »lykkepotter« måtte indfinde sig i kongens riger og lande for der at indøve deres »spill og exertier« enten i huusene eller på publique stæder.« Det gjaldt om at gøre sig gode venner med borgeren. Herman Bang har behandlet emnet