292635834

8

tegnende, der formende kollega. Hvad er over, og hvad er under? Den første af alle, der anerkender skuespilleren som digterens jævnbyrdige er det 18. århundredes skuespilteoretiker Rémond de Sainte-Albine. Ham holder vi os til. Som til det 20. århundredes Frederik Schyberg, der gør dem til ligeberettigede partnere i teatrets kunst. Er det kun et flygtigt underhold. En gøglerkunst der tryllebinder sindet. Røde bolde af sollys gennemskinnet uforsigtigt tæt på verdens vold. Ordet. Ordets kunst. Et tragisk spil, en bøn, en skønhedsflugt af lyse sange der fødes til en mosaik af klange. Nu i denne stemning blev de til. Ord spejlet af en følelse der ranker sig og tror på øjeblikkets møde vil lejre sig med tusind dybe tanker som kim i frugtbar sjæl der nænsomt søger blandt de levende og mindets døde med mere vægt end tusind kloge bøger.

frakendte Diderot ikke mindre provokerende (og da heller ikke ustraffet) skuespilleren personlighed, karakter og følelser: »Gentlemen blandt skuespillerne er lige så sjældne som anstændige kvinder blandt skuespillerinderne.« Marie Spiers har fortalt, at da hun som ung Bogense-pige omkring midten af 1860’erne besøgte sine bedsteforældre i Munkebo skole og de i skolestuen havde arrangeret en succesombrust aftenunderholdning for lands­ byens ungdom med sang og oplæsning, fandt hun bagefter farmoderen bitterligt grædende af sorg og harme over pigebarnet, der havde stået der og »udstillet sit legeme offentligt«. I vor tid siger Marguerite Viby: »Man er jo et offentligt fruentimmer og skal være taknemlig, hvis man undgår at blive slået i enden og klasket både her og der«. Skuespillerens, gøglerens, menneskets bestræbelser, hans uudtalte drøm, har altid været ligeberettigelse i alle forhold, men arbejdsmæssigt ikke nødvendigvis på linje med den skrivende, den malende, den