292635834

6

er naturligvis forskel på styrkegraden, men man skal være himmelråbende overbærende for at godtage en misundelse over andres succes som Carl Alstrups. I sin lille erindrings­ bog »Spejlet« fra 58 skriver Elith Pio: »Når Jutta Lund i Tivoli sommerteater gjorde lykke med en vise, som han så syntes var bedre end hans - skønt han altid fik lov til at vælge først - græd han og nægtede at gå på scenen«. Johanne Luise Heiberg havde sagt om skuespillerne, at de føler gennem fantasien i stedet for gennem hjertet, men fantasifølelsen er utilstrækkelig i livet og kan føre til affektation, løgn og selvbedrag. Skuespillerens psyke er et landskab, man til nød kan skitsere, men aldrig kortlægge. Bilder man sig det ind, er man næsten sikker på at brække halsen. Man kan dø af det. Jeg er født i nærheden af teatret, opflasket i dets atmosfære, har forlovet mig med det og giftet mig ind i det. Da Århus Teater fyldte 75 år, skrev jeg som søn af huset i jubilæums­ bogen : »Det har sine alvorlige grunde, når jeg ikke behandler skuespillerne som mere eller mindre hysteriske, selvoptagne brikker i et hæsligt, professionelt ræs, men som mennesker i evig konflikt med sig selv og pisket til at dyrke deres egen person for paradoksalt at være parat til ny åbenhed overfor en kommende fremmedartet opgave, der lægger en lille ny dimension til de forrige. Det kan skabe splittethed, men oftest en modenhed og viden, der udvider talentet. Lad os bare tage en diskussion om skuespillerens ret og pligt til at formulere sig på linje med dramatikeren, forfatteren, maleren, billed­ huggeren, komponisten, den såkaldte skabende

sagde hun: »Jeg kan jo ikke gå, ved du«. Det lød mere som en beslutning end en konstatering. Lidt efter: »Jeg er ikke sentimental. Har man været dronning, må man betale for det«. »Søstrene på Kinnekullen« fik i det herrens år 1912 uroen til at kulminere på tilskuerpladserne ude i landet, da der under opførelsen opstod en formelig fløjtekoncert i Hillerød. (Petrine Orlamundt arvede betegnelsen »provinsens fru Heiberg«, da madam Werlich trak sig tilbage). Johanne Luise Heiberg havde kendt larmen i teatret på Kgs. Nytorv, som først i 1849 afskaffede hele det gamle støjende hof- og friparket, der teede sig, »som om alt her var gjort for dem og ene for dem«, noterer hun i sin erindring »Et liv genoplevet i erindringen«, denne »fine portion« blev uden barmhjertighed vist døren. Det ellers »dannede« provinsteater blev ret jævnligt forstyrret af stærkt forsinkede tilskuere, knaldende ølpropper og berusere. Det har været belastende, når de fulde handelsrejsende oppe ved rampen i Grenaa højlydt har inviteret Pastor Blicher og hele Nøddebo-banden på en genstand i teaterrestauranten. Til de mere harmløse og rørende afbrydelser af spillet hører denne: lillebror Peter Malberg overværede Henrik Malbergs debut på Århus Teater som Skriverhans i »Eventyr på fodrejsen« og udbrød, da han forfærdet så sin storebror i færd med at stjæle den sovende Vermunds tegnebog: »Gør det ikke, Henrik, det bliver opdaget«. Skuespilleren er barnligt forfængelig og inkonsekvent. Det hører med til hans job. Der