292632193

I.

DA KVINDERNE VAR ALENE OM DAMESKRÆDERIET

I DE TIDER, da ethvert Haandværk og Fag var organiseret saaledes, at det at naa frem til at blive sin egen Herre som Mester i et af Laugene var forbundet med store Vanskelig­ heder, ser det jo unægteligt underligt ud, at en saa vigtig Ting som Dameskræderi aldeles ikke var organiseret eller ordnet efter visse Regler; men set fra de Tiders Aand, har der sikkert været god Mening deri, thi Dameskræderiet udførtes jo kun af Kvinder. Dameskræderiet var dog alligevel langt fra fri Næring. Dameskræderindernes høje Øvrighed eller Patroner var det store Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlaug, som efter Skøn gav Kvinder Tilladelse til at nedsætte sig som Dameskræder- inder*). — I disse Ansøgninger omtales aldrig Dygtighed, Lære­ tid eller lignende; de, der egentlig kom med i Betragtning, var dem, der kunde fremføre daarlige økonomiske Forhold, og som derfor søgte Bevilling til at „forfærdige og falholde Dameklæ- der og Pynt, Hatte, Kapper o. lign.“ — Af og til kan der ogsaa i Laugets Kopibøger træffes Ansøgere, der søger for deres Hu­ struer, men saa er Lauget mindre glad for at bidrage sit til Bevillingens Udfærdigelse, thi „det er vel sandt, at det er Man­ dens Pligt at sørge for sin Familie1 (Kopibog 18488/3). — En *) Det var vel ikke Lauget, der gav Tilladelsen, men kun en Anbefaling, men til en saadan har Magistraten sikkert taget saa meget Hensyn, at man nok kan tale om Laugets „Bevillingsret".

7