292631189

12

N. F. LARSEN & SØNNER

af Burinanns søde, unge Datter inde i Lejligheden ved Siden af Værk­ stedet. I hvert Fald slog han til og kom aldrig til at fortryde det. Hos Burmann lærte han alle sit Fags Finesser, og ind imellem fik han Tid til at tabe sit Hjerte til Mesters Datter Henriette Marie. De blev ikke officielt „trolovede", men da han efter et Aars Forløb tog Afsked, vidste begge de to unge, at han vilde komme tilbage. Og saa rejste N. F. Larsen videre ud i Europa. — Berlin, Wien, Mtinchen, Triest, Venezia, Verona var nogle af Stationerne paa Vejen, og overalt hvor han kom frem, vandt han sig Venner. Det mærkede hans Broder Christian , som ogsaa var Handskemager, da han foretog en lignende Tur et Par Aar senere. Naar han kom til et Sted, hvor Bro­ deren havde været, var han sikker paa at blive modtaget som en gammel Bekendt. Mange Penge havde den unge Niels Frederik ikke paa Lommen, men det behøvedes heller ikke. 1 Italien sørgede han for at komme til Klo­ strene omkring ved Spisetiderne. Dér blev de rejsende altid bespist først og ganske gratis. Hans Vej førte ham ogsaa ind gennem Ungarn, og her søgte han ofte Nattekvarter hos Zigøjnerne, som altid gæstfrit overlod ham en Plads ved Lejrilden. Hele fem Aar varede hans Vandring, og paa Hjemvejen besøgte han sin Henriette Marie i Burgdorf. Den 14. April 1842 — nøjagtig Fem- aarsdagen for Udrejsen — blev hans Vandrebog paategnet i Køben­ havns Toldbodvagt, og Aaret efter gjorde han sit Mesterstykke, et Par Rytterhandsker af Hjortelæder. Det er et meget smukt udført Arbejde, der vidner om hans personlige Dygtighed som Haandværker. Den ene af Handskerne blev senere skænket til et Museum i Stockholm. Samme Aar, N. F. Larsen blev Mester, blev han i København viet til Henriette Marie Burmann. Baade i Hjemmet og Forretningen begyndte de to unge Mennesker under yderst smaa Forhold — men det skulde snart gaa fremad.