292563930 efter elena ny vers

77 n u vær e nd e Fo rme r k a n for ha l e Afgj ør e I sen en l i l l e St und , men f r e l s e dem, de t kan den ikke. Man undersøger Forholdene i Hjemmet; dette er som Manden og som Konen, saa fattigt, som det er muligt, hele Bohavet kan laa Plads paa en Trillebør. Sengen, hvori Kvinden om foie Tid skal føde sit Barn, er forlængst forladt af sine Klæder. I den er de]’ ogsaa bar Bund. Noget egentligt kan man ikke faa at vide om eller af disse Mennesker, forkuede, forkomne og elendige, som de ere. Man faar Indtryk af, at de have været noget letsindige og at de ikke ere videre karakter­ faste, men ellers skikkelige og saa ærlige iog sanddru, som det under slige Forhold kan forlanges. Undersøgeren er paa det rene med Sagens Haab- loshed, og at det strængt taget er i Strid med Ved­ tægterne at træde til, baade fordi her ikke er Tale om Hjælp til Selvhjælp, og fordi det ganske simpelt af Hensyn til Pengemidlerne vilde være umuligt at hjælpe i de Tusinder af ganske lignende Tilfælde, der forekomme. Men greben af Elendigheden hos disse arme Mennesker vil han dog gjøre sit bedste. Lad os sammen med Undersøgeren overvære det Afdelingsmøde i Understøttelsesforeningen, hvor denne Sag kommer for. Formanden, Næstformanden, Sekretæren og Kreds­ bestyrerne, der danne Afdelingens Bestyrelse, have sammen med en stor Bel af Undersøgerne givet Møde (Undersøgeren har sammen med Bestyrelsen Stemmeret i de af ham undersøgte Sager). Formanden aabner Mødet, byder velkommen og spørger, om der er mange Sager til Behandling. De forskjellige Undersøgere melde: „Jeg har ti!“ „jeg syv!“ „jeg fem!“ „jeg to, men den ene er dyr!“ Formanden: „Det bliver altsaa baade et dyrt og langt Møde. Da vi ikke gjærne maa bruge mere end