292563930 efter elena ny vers

En æret Samtidig fremsatte to Anker: Han kaldte det inhumant at give den Fattige Nummer, og han fandt det —vi huske i Øieblikket ikke det Udtryk, han brugte, men det har været saadan noget som — latterligt, at enhver Krone, der blev givet til en Fattig, strax skulde indføres i en Bog. Til Anke Nr. 1 ville vi svare, at vedkommende Klager, i mange, mange Aar, ligetil han opfandt en Maade at indrette Registre, Protokoller, Konti o. s. v. uden Anvendelse af Nummere, har været saa inhuman at nummerere en Masse Fattige. Dersom Vedkommende vil gjøre os delagtige i sin Opfindelse, skulle vi gjærne tjene ham i at benytte denne humane Indretning, lovrigt kunne vi i Øieblikket ikke tænke os, hvor vi skulle søge et Menneske, der ikke paa en eller anden Maade har et Nummer. Desuden, vi have lige saa lidt givet den Fattige Nummer, som den ærede Klager bliver Nr. 25, fordi han kjorer i Droske Nr. 25, eller bliver Nr. 1)1)1), fordi hen spiller paa en Lodseddel, der har dette Nummer; det er virkelig kun den Søgendes Konto i Hovedbogen og Udskriften heraf —Oplysnings­ bogen —, der har Nummer, og hermed ville vi tillade os at gaa over til Nr. 2: Det latterlige i , at enhver Krone, der gives til en Fattig, skal indføres i en Bog. Det vil næppe falde noget tænkende Menneske ind, heller ikke Klageren selv, at sætte Oplysningsapparatet i Virksomhed, fordi han giver en Fattig en Krone; dette er jo en aldeles privat Sag. Foreninger, der pinde deres saakaldte Hjælp ud, saaledes at en Fattig maa møde adskillige Gange, inden han har faaet Kul eller lign. til en samlet Værdi af en Krones Penge, have selv­ følgelig heller ikke Brug for Oplysningskontoret, lige- saalidt som dette har noget med dem at gjøre, da de ikke med Rette komme ind under Begrebet: Velgjørenhedsfaktorer. Men dette er noget, den ærede