292563930 efter elena ny vers

74 om at tvinge Konen til at skaffe tilveie, ja driver det saavidt, at han prygler hende dertil. Jo mere Hjælp Konen faar, desto mere fordringsfuld bliver han, og desto længere drives han bort fra sin Forsørgelsespligt. Velgjørenheden opdrager ham ligefrem til at bruge hele Fortjenesten selv; den bringer ham til at betragte det som den naturligste Ting af Verden, at andre overtage hans Forpligtelser, tænde Ilden paa hans Arne, dække hans Bord, sørge i et og alt for dem, han har sat i Verden og holde Livet i hans Hustru, for at hun som en Tjenerinde kan opvarte ham. Trods dette yder Staten en saadan Mand gjennem Alderdomsunderstotteisen An- erkjendelse for smukt opfyldte Borgerpligter, naar han har naaet den lovbestemte Alder. Sygdommens Aarsag er her Mandens Mangel paa For- staaelse af sin Pligt eller udpræget Uvillie til at gjøre den; den Medicin, der passer paa Sorgen over at se dem, man elsker, lide den bitre Nød, er virkningsløs her, og da den desuden er meget kostbar, bør den ikke engang forsøgsvis anvendes; der maa skrappere Midler til. Vi vide meget vel, at vort Syn paa denne Art Trang kan udlægges som Haardhed; men dette er en fuldstændig Misforståaelse af vore Motiver. Vi staa ikke haarde og udeltagende overfor disse Forhold, tvert- imod, vi regne disse Mænd, der mange Gange af Mangel paa Villie og Selvkritik, men ogsaa ofte med velberaad Flu lade Kone og Børn lide Nød, for Mennesker, der trænge til Hjælp, men rigtignok af en anden Art end den nuværende. Det er derfor ikke Haardhed, der fører vor Pen, men Sorg over at vor Gjærning mislykkes, Sorg over, at det gode her virker i det ondes Tjeneste, saa- ledes at Hjælpen øger Nøden istedet for at mindske den. En Mand, der ønsker andres Hjælp —altsaa deres Arbeide og deres Arbeides Frugt —, maa ikke have Lov til at øde Penge og drive Tiden bort paa et Værtshus; han maa bestille noget, og dette „noget at