292563930 efter elena ny vers
leve paa Sultekur, til aldrig nogensinde at have en Styver i Lommen. Paa en ligefrem genial Maade om sætte de den sikre, faste, næsten rigelige Indtægt i — Renteydelse. Yi have fulgt en saadan Families Levevis i en Del Aar. Trods Raad og Veiledning, trods Tilskud, saa at den gjentagne Gange blev sat paa fast Grund, trods al den Ydmygelse, den maatte doie og de ofte meget haarde Savn, den maatte lide, formaaede den ikke at tilegne sig et fornuftigt Greb paa Livet, for en af Døtrene blev voxen og tog Styret. De bleve meget tidligt gifte, de vare hverken værre eller bedre end saa mange andre; Manden var noget lad — at ligge paa Sofaen og læse Romaner, var hans største Nydelse — og meget kræsen, Konen meget upraktisk, med lidt Tilbøielighed til Griseri og lidt af en Slikmund. Hun begyndte med at tilfredsstille sin egen og Mandens Lyst til at leve godt og med at pleie hans Magelighed, og hun blev hans Tjenestekvinde. Der blev stegt og braset i fjorten Dage, den femtende var Kassen tom, saa laante man, brasede videre, og saa blev der sat ud, og der blev spist og atter sat ud. Tilsidst var Huset tomt, Stegepanden kom sjeldnere over Ilden, og der blev knurret og vrisset. Den Smule Mod og Energi, der fra Begyndelsen havde været tilstede, var ogsaa opspist og sat ud. Der kom Børn, og det blev værre og værre. Manden begyndte at snapse, dog uden at blive egentlig fordrukken, men nok til at blive et Vrøvl. Koneo var sunken saa dybt, at hun havde glemt, hvorledes Kam og Sæbe saa ud — det var rent galt. Man gjorde Forsøg paa at rette disse Mennesker op, dels af Godhed for dem, dels som Experiment. Man tog dem for hver for sig. Manden forklarede man, hvorfor det var saa galt fat med ham, foreholdt ham, hvor elendigt et Liv han havde ført, og viste ham, paa hvilken Maade det i Fremtiden kunde blive ander
Made with FlippingBook HTML5