292563930 efter elena ny vers
29 Friskolebørns Bespisning, fordele sine Medlemmer paa det størst mulige Antal Uddelingssteder, for at bjerge saa meget som muligt. Man vil faa at se, at enlige, fordrukne Personer, agerende Familiefædre med mange Born, formaa at tilvende sig Portioner, som de ingen Brug have for, og som derfor sælges i Kjælderen lige over for. Man vil dernæst se dem spise til Middag i et Par af Kjøkkenerne og svire Pengene op om Aftenen for endelig at sove Rusen ud i et gjæstfrit Herberg. — Det vil gjentage sig, hvad der skete i 1885, at en haardt trængende ugift Kvinde, efter en lang Ventetid, i Forvirringen og Hastværket faar kastet sig i Armene en Pakke Klæder, der ved nærmere Eftersyn viser sig at indeholde en laset Opvartertrøie, en do. Vest og et Par Mandsbuxer, hvor det ene Ben mangler, hvis Kludeværdi ikke overstiger 5 øre. Under saadanne Forhold bliver Samarbeidet imellem Velgjorenhedsfaktorerne tusinde Gange mere nødvendigt end til daglig Brug. Man kan ganske vist handle hurtigt og uden Omsvøb, men man kan ikke med sin bedste Villie handle godt, retfærdigt og humant, og der gaar meget tilspilde, mere end de fleste ane, saa meget, at der, trods Millionerne, der uddeles, alligevel sidde Mennesker i Krogene og dø af Sult og Nød. Nu er der vel nok dem, der ville paastaa, at der her er malet med altfor stærke Farver, at saa galt vil det da heller ikke gaa mere; saa meget desto bedre, thi mindre kan gjøre det. Men hvem tør paastaa, at saa galt kan det ikke gaa igjen? Hvem har maalt den Nød, der, maaske snarere end vi ane det, staar for Døren? Hvor er da Ansvaret?
Made with FlippingBook HTML5