292563493

14 næppe en Tanke for, at vi skulde yde noget; vi nød Tilværelsen at være unge mellem de unge, tale og synge alvorlig eller skæmtende, som det nu kunde falde sig, og nu forstod vi, at vi uden selv at have gjort noget derfor var med i et Arbejde, der gav Glæde for andre. Fra den Aften omfattede jeg Soldaterne i Højskoleforeningen med særlig Interesse; kunde jeg komme til at virke lidt godt for dem, da var det en Glæde, jeg ikke vilde undvære; jeg vidste af egen Erfaring, hvor svært det kunde være at føle sig ene. Foreningen var ikke større, end at jeg, som boede der, kendte omtrent alle, som kom der. Kom der saa ny Folk, særlig Soldater, søgte jeg at faa dem i Tale og faa dem draget med ind i vor Kreds, enten det nu gjaldt Læsning, Leg eller Udflugter. Ofte ledede jeg Museumsbesøg om Søndagen. Dette førte en Dag til en pudsig Scene paa Seminariet. En Søndag, da jeg gik med en Flok Soldater, vel 12—14, fra Rømersgade til Krystalgade for at vise dem Zoologisk Museum, havde min Historielærer, Hr. Bohr, der boede der i Kvarteret, lagt Mærke til os. Dagen efter siger han paa Klassen: „De bor i Rømersgade, Frk. Berg." „Ja", svarede jeg. „De tager Dem af Ungdommens Opdra­ gelse." „Ja, jeg gør saa, jeg viser de unge Landboere vore Museer". „Hm, hm“, og saa var der ikke mere Snak om det. Efter Timen siger en af Kammeraterne: „Forstod De da slet ikke, at Hr. Bohr ikke syntes om, at De gik med Soldaterne paa Museerne?" „Nej da, jeg tog Hr. Bohrs Udtalelser som en Kompliment, han maa da synes om, at jeg hjælper de unge til at faa deres Fritid vel anvendt." Hun saa lidt forbauset