086559714

skarpe Egg og Spydoddens hvasse Tunge. Derfor gjaldt det at nære den og pleje den, at passe paa, at den ikke gik ud. Men en Dag, naar Regnen styrter ned i Strømme, kan dette dog hænde. Eller naar pludselig fjendtlige Stammer gør Angreb og jager Folk bort fra deres Arnesteder, ud i Udørkener og paa øde Steder, hvor man ingen god og venlig Nabo finder, der vil laane En en Smule Ild. Nogle lader det være nok med at anraabe de høje Guder om at sende dem en Gnist af Himlens Ild, men det forskende og stræbende Menneske, der føler, at Slægten ikke k a n undvære Ilden, sætter sig hen og grunder. Og saa sker en Dag den store Opdagelse, at Menne­ sket selv, ved egen Hjælp, formaar at fremkalde Ild. Men længe efter, Aartusinder senere, mindes man dog, at Ilden op­ rindelig er en himmelsk Gave. Det Sled paa Jorden, hvor Lynet har slaaet ned, bliver helligt som et Mærke, Guderne har sat. Og Ilden, skønt fremkaldt nu ved Menneskehaand, bliver selv en Gud og tilbedes som en Gud. I Øster- som i Vesterland vogtes den hellige Ild af Mænd eller Kvinder, der skal være rene og kyske. Og den brænder endnu som et dybt Symbol i Katolikernes Kirker og i Jødernes Syna­ goger. Naar i Middelalderen Lysene blev bragt tændt ind ved de store højtidelige Gildelav, viste enhver i Gildesalen sin Ærbødighed ved at blotte Hovedet for det tændte Lys, og det blev regnet som en Ulykke, om nogen Gildebroder kom til at støde et Lys om, saa det sluktes. Den ældste, mest primitive Maade at frembringe Ild paa, ved Hjælp a f Gnidning, er endnu i Brug den Dag i Dag hos forskellige vilde Folk. Men allerede her gør der sig en Udvikling gældende. Det oprindelige, det simpleste, er vel, at en Mand guider to Stykker tørt Træ saa længe mod hinanden, al der fremkaldes Glød. Men i Grønlændernes som i Tjuk- tjernes Maade at skaffe Ild paa spores der et betydeligt Fremskridt. I Stedet for de to Træpinde eller Stokke har de et Redskab dertil, om man vil et Fyrtøj. Der findes liere Eksemplarer af delte Fyrtøj paa Nationalmuseets et­ nografiske Afdeling i København, hvert enkelt bestaaende af en Træbrik med Huller i, en Drejepind og et Modstykke, ligeledes af Træ. Der læg­ ges en Snor een Gang om Drejepinden, denne stikkes med den ene Ende ned i et af Hullerne, Modstykket trykkes imod den anden Ende foroven, og med en hurtig Bevægelse føres Snoren frem og tilbage, til højre og til venstre, indtil Træet omkring Hullet er saa stærkt ophedet, at det begynder at gløde og antænder det letfængelige Træmel, som ef- terhaanden ophober sig omkring Drejepindens Spids. Gnideilden hører et lavere Kulturtrin til, om den end som den æld­ ste Ildfrembringelsesmaade er bleven benyttet langt ned i Middelalderen