086541165

arbejde de Sager, der skal frem til en Afgørelse i Kommunalbesty­ relsen. Ingen Borgmester er nemlig i Stand til personligt at gennem­ arbejde alle de Sager, der hører til hans administrative Omraade. Den specielle Sagkundskab, der kræves hertil, kan ingen enkelt Mand have. Det er de paa de enkelte Omraader sagkyndige blandt Embedsmændene, hvem dette maa paahvile. Borgmesteren er Ar­ bejdslederen, af hvis Evne til at skabe Samarbejde mellem de sag­ kyndige indbyrdes og mellem disse og Magistraten, det beror, om Arbejdsresultatet bliver tilfredsstillende. Bliver det ikke tilfredsstillende, maa vedkommende Borgmester tage sit Ansvar herfor — ingen anden kan tage det i hans Sted. Er Ansvaret større, end at han kan bære det, maa han erstattes af en anden, der magter Opgaven; men han maa og kan ikke sættes under Formynderskab af et Udvalg eller dets Formand. Saaledes er sund. offentlig Administration og god parlamenta­ risk Skik. Jeg gaar ud fra, at det er lignende Betragtninger, der foraarsa- gede, at Overborgmesteren satte sig endog meget kraftigt imod, at Udvalget blev nedsat, og at dette var Aarsagen til, at man undlod at fremme Forslaget. Naar jeg dog fremdrager dette, er Aarsagen den, at dette paa en meget anskuelig Maade viser: hvad ledende Borgerrepræsentanter mener om deres egen Ar­ bejdsevne, samt hvad de mener at kunne byde den Magistrat, som de selv har valgt, og som derfor er deres Tillidsmænd, og endelig lader For­ slaget formode, hvad en Del af Tiden gaar med i Kommunalbestyrelsen, fordi kun en Kløft af Uoverensstemmelser mellem de 2 Parter Borger­ repræsentation og Magistrat kan forklare et saa stort operativt Indgreb i Byens Styrelse, som L. Estrup og H. P. Sørensens drasti­ ske Forslag giver Anvisning paa, samtidig med, at det aabenbarer den sygelige Angst, som de ledende Borgerrepræsentanter nærer for, at Administrationen og Magistraten ikke anerkender den Myn­ dighed, som Borgerrepræsentanterne er forlenet med. * Denne Angst har gennem Krigsperioden givet Anledning til mange besynderlige Drøftelser, der baade i Form og Indhold mang­ lede alt, hvad der kan komme ind under Begrebet Realitetssans, og som Magistraten, der jo i sine Dispositioner maa regne med Re­ aliteter, maatte markere sin Stilling til ved at gaa imod, helt eller delvis, skarpt eller mildt, som Situationen i de enkelte Tifælde krævede det. 39