086540495

I b i l l e d e r oo, V e r s ' fo r d? ø r q.

Hl

Hnna ..Erslev.

11 lus I rere 1 af i \ .

Cbr i s l i ans c i \ .

Hjøbenbavr^ JHIfred ’jacobs'ens’ forlag.

Indledning.

Kom Børn, følger alle med! I Tanken gaar det rask af Sted, mens Sneen falder, Stormen tuder, vi sidder lunt bag klare Ruder og læser om en gammel Stad. Kom, lad os alle følges ad!

„Hesten" paa Kongens Nytotx Kender Du »Hesten«? Den staar saa kønt om Sommeren, helt omringet af grønt; dejlige Blomster den har ved sin Fod; men Støtten selv er nok ikke god, det siger de kloge — dog, det er det samme, af Blomster har den en nydelig Ramme. Og er den end grim, jeg tamker næsten, Du morer Dig dog ved at kigge paa »Hesten«.

Det kongelige Teater.

Ser I de lange Trappestene, de fører op til Teatrets Scene,

hvor Jeppe paa Bjærget drikker sin Snaps, og Dorthe og Øllegaard prater om kaps, hvor Elvepigerne danser paa Enge til Toner fra Bue- og Harpestrænge. — Ja, der kan de synge og danse og spille! Men der er den Hage derved, Du lille: Hvor meget end Fader vil paa Dig spendere, gennem Indgangen faar Du ej Lov at passere; man Døren i Laas for Din Næse slaar, hvis Du ikke er fyldt dit tiende Aar.

Xi

Østergade. Mange Butikker! Nej, se der, Tinsoldater! En hel lille Hær. Og der er en Tromme, en Pisk og en Sabel. »Aa, gid nu Fader var rigtig spendabel!« Et Skab med Dukker! hvor de er fine! .»Aa, Mo’r, køb en til lille Line — 1 « Og der er en Kræmmer, og der er en Bager! »Nej, se de dejlige Honningkager!« Der er et Vindue med Ringe og Stads, og der er et andet med Godter og Knas. Øjnene blændes af Massen og Mængden; det kniber for Faders Pung i Længden.

Den lille Blomsterpige.

Køb en Rose! se hvor sød! — Her er en saa frisk og rød, og en hvid med Mos omkring, koster næsten ingen Ting. Køb en Rose ! se hvor sød ! — For at faa lidt Hjælp til Brød maa jeg staa paa Gaden her, sælge Blomster til enhver. Køb en Rose! se hvor sød! — Hjemme er der Savn og Nød; men hvis jeg faar solgt hvert Blad, aa, saa bli’er min Moder glad!

il

Amagertorv og Gammelstrand!

»Gulerødder! Ræddiker! Friske Aspars! « »Nye Kartofler! Hvidkaal til Fars !« »Et Hoved til 20?« »Det var dyrt lille Mo’r!« »Husk paa go’e Frue, det er Høst fra i Fjor, der er snart ikke flere tilbage.« »Alting var billigere i gamle Dage.« »Rødspætter! Torsk! fede Makrel »Vil De ha’e Laksørred? Halv eller hel?* »For 10 Øre Løg!« — »Se der, min Ven, Du gav 25 Øre; faar 15 igen!« »Røgede Sild 1 « — »Levende Aal!« »En Skæppe Kartofler; men ordentlig Maal!« Saadan gaar det den halve Dag;

I kan tro, det er ikke saa let en Sag at sidde i Sol, i Blæst og i Frost, altid med godt Humør paa sin Post.

Et Slagsmaal paa Gaden.

Vov, vov, vov, vov! — Hurra, hurra! Gøen og Raab! Hvad er det da? Det er Hunde, som slaas, hej, hvor det gaar! Den lille Moppe faar Bid og Saar; men Damen skriger: »Mit yndige Dyr! »den store, ækle, væmmelige Fyr, »den Køter, som bider min egen Delle! c Hør, hvor den Frøken kan skænde og smælde! — Nu fanger hun Moppe; Frøkenen græder; thi Delleblodet Hanskerne væder, det drypper nemlig fra Pote og Øre. »Ak, Delle, hvi vilde Du ikke høre; »men give med Køteren Dig i Kast!« Hun tager sin Yndling paa Armen i Hast. Le ikke, Børn, — hun har jo ingen undtagen Hunden, som er hendes Ven; hun lever saa ene, se det er Tingen — men i Morgen er Delle nok rask igen.

Thorvaldsens Musæum.

Den gamle Mand med de hvide Haar, hvis Navn I alle kender saa godt, han stammed’ fra jævne, trange Kaar, han fødtes ej i et Fyrsteslot. Hans Vugge stod i en fattig Stue, hans Moder var ingen fornem Frue; men Bertel fra Kongens Kjøbenhavn vandt over hele Europa Navn.

Hvor findes til hans Musæum Mage og skønnere Minder om svundne Dage?

Venus med Æblet i sin Haand, Amor, som fører Løven i Baand,

Jason — og Hermes som Argosdræber, Englebørn med smilende Læber, Guder og Fyrster i Skønhedspragt — alt hans Mejsel til Liv har vakt.

Men træder Du fra Hallen ud i Gaarden, lad Alvor fylde da Din Sjæl og Tanke, her i sit eget Tempel hviler han, som gav os alle disse skønne Værker. En Skare hvide Støtter cr hans Vagt, de staa omkring ham som et Æreminde, og Bertels Navn det glemmes ingen Sinde

Holmens Kirke! Vid i den ligger stolte, danske Mænd. Jue l, som hejsede sit Flag og slog Fjenden Slag i Slag, T o rd en sk jo ld , den gæve Helt, vidt berømt ved Sund og Bælt. — Sidst Du finder Støvets Rester af den store T on em e ster.

Børsen.

Langs Kanalens anden Side gaar Grosseren stram og f lo t i^ ^ ? ; saadan just ved Middagstide til det gamle Købmandsslot. Han har meget i sit Ho’de, tænker kun paa Sølv og Guld,

ML

og er rigtig godt til Mode, naar han tjener Posen fuld.

Handelen gaar om Rug og Hvede, Vin og Sukker, Jern og Salt;

tf

Priserne er oppe, nede, hurtig kan han tabe alt.

Ud for Børsens grønne Træer rider »Frederik Folkekær«, har .til Borgen Ryggen vendt, vil ej se den skændt og brændt.

Rosenborg Slot. Hist bag Slottets høje,Tinder danske Kongers Skat vi finder, husk den gamle Digters Ord: »End ser vi paa Rosenborg Klædet, som kongeligt Blod haver vædet; Tre Hundrede Aar ej udsletter de kostbare purpurne Pletter.«

/, Vv

toWi

t ø B S * ’WtnKltum v__

» § i

w'''''«wS 5 ,

H. C. Andersens Mindesmærke.

Æventyrbog med de slidte Blade, Du har gjort mange Mennesker glade. Børnene ler, mens de voksne græder; men dette er netop Digterens Hæder, at han kan skrive for unge og gamle, store og smaa omkring sig samle. Men særlig var han dog Børnenes Ven, den. rare H. C. Andersen.

Frue Kirke.

Højt over lave Rønner stræbte »Vor Frue«► mod Sky ; Stadens Døtre og Sønner plejed til hende at ty. — Frækt tændte Englands Bande »Vor Frues« gamle Hus, mellem Bomber og Brande segned Spiret i Grus. — End over Tages Rækker knejser »Vor Frue« mod Sky; K r is tu s Haanden udstrækker, kalder til Kirkens Ly.

BIMfflTT'

Runcletaarn og Regensen. Runde t a a r n I kender vist, det er trindt og ikke spidst. Lad os langsomt snegle op i den sære gamle Krop, til vi staar ved Taarnets Gitter og mod alle Kanter titter. — Gaden, som vi nys forlod, ligger snæver for vor Fod, Taarne, Slotte, Havn og Sund, Tivoli, Charlottenlund, ja, endog det fjerne Skaane ser vi gennem Taagen blaane. Er Du saa af Skuet mæt. gaar det ned ad saare let til Du atter Gaden naar og R e g e n s e n s røde Gaard; muligvis et Nik Dig venter fra de flittige Studenter.

. /'-I

Vandet glimter i Solen som Guld, den gamle Grav af Svaner er fuld. Stolte Dyr med de snehvide Kroppe! Lob hen til Broen, og stands deroppe, Saa kommer der Fiske fra Dyb og Bred. Aa, hvilket Mylder! Hvor er de dog kvikke! De slaaes om Brødet — ja, mer faar de ikke. Se saa, lille Børn, nu siger vi stop og løber atter i Haven op. c

H. C. Ørsteds Mindesmærke.

»Skade at Amerika ligge skal saa langt herfra«, saadan har vi hørt en Gang i den gamle, kendte Sang; men den Tid er nu forbi. Inden Du faar talt til ti, som et Lyn din Tankes Ord, selv den allermindste Snak, flyver rundt den hele Jord, — derfor Ør s t ed skyldes Tak.

il

Ak r oba t e r i Luften oppe drejer og vender de smidige Kroppe og farer omkring som levende Toppe. Hør fra Kon s e r tsal en, hvor de spiller! Det klinger til os med Toner og Triller. Paa Dans ep l ad s en de raaber og tramper, Baza r en straaler med Lys og med Lamper, nu i l l umi ne r es Gange og Grønt — -jJUÉ et Feland er det, saa straalende skønt!

Nu ud til T i v o l i vi gaar, ved Navnet vist Dit Hjærte slaar, Du har jo hørt om det saa tit, og endelig er Du selv saa vidt, at Du ved Porten staar — træd ind og fryd Dit Øje og Dit .Sind.

Naa, hvilket Mylder! Naa, hvilket Røre! Ja, her er nok at se og at høre.

P j e r r o t (paa Knæ):

Gaasesteg og Pandekager, lækre Ting, som herligt smager. Sig et Ord, aa vær ej stum.

Kære, lille Kolumbine! Ak, jeg lider Elskovspine. Hvis Du bli’er min Kone sød, faar Du hver Dag Risengrød,

(l»ber

P j e r r o t (alene):

Sikken en Tøs! Mon hun virkelig tænker, At hendes Næsvished mig krænker? Oho, min Snut, saa Du Pjerrot vrager! — Nu spiser jeg sel v mine Pandekager.

Cirkus. Sid stille, Born, sid ganske stille, Musikken begynder straks at spille.

Hej! giv os en lystig Dans, Musikanter! - Først kommer en Frøken i lette Gevanter nej, hvor hun jager med Hesten omkring! Nu fløj hun igennem en brændende Ring. Publikum klapper; hun nejer og smiler og hilser fornøjet, mens bort hun iler.

Der har vi Klovnen, Arenaens Nar, i posede Klæder, til Løjer klar,

malet i Ansigtet, grim som en Ugle. Lystig han triller rundt som en Kugle! Her kommer en vælig, mørkebrun Ganger, Publikums undrende Blikke den fanger. Den falder paa Knæ for et Stykke Sukker, danser Polka, nejer og bukker. Men hør hvilken Tummel, ohøj, giv Agt, et helt Regiment, den vilde Jagt, suser af Sted over Sand og Bræder; det dundrer i Gulvet, hvor Hestene træder. Piskeknald, Hujen og vildt Halløj — Ja, i Cirkus er der en farlig Støj.

Ildløs.

Der er Opløb paa Gaden; hej, hvilken Støj! Raaben og Skrigen, Tummel og Halløj. Mon det er en Mand, der har brækket sit Ben, eller nogen er falden i en Rendesten? Nej, det er Spr ø j t en , som farer af Sted, og en Hale af Smaadrenge følger med. Dingeling, dingeling, dingeling, dingeling! Dampsprøjten ænser ingen Ting. Folk trænges til Side; rædde de viger. Paa Vognen er fuldt af lange Stiger, af Mænd med Hjælme og Spande og Stænger; Slangerne langs ad Vognen hænger. De flinke Folk bringer Hjælp, naar det brænder, med modige Hjærter og rappe Hænder. — , Der er Ildløs i Gaden! »Brand!« raabes der, »Brand!« »Hvor er Ilden, Betjent?« Nu sluk alle Mand!

Kommunehospitalet og botanisk Have.

Selv et Gensyns korte Glæde tør ej klinge brat, hvor de mange, mange græde mod en kvalfuld Nat.

Far i Mag i denne Gade, langs de syges By; hvor bag Havers tusind Blade sendes Suk mod Sky.

&

For Sot kan findes Lægedom, Du syge, fat dog Mod, vend Dig med Haab fra Lejet om til Haven ved din Fod. Som Planten sætter Blomst og Frugt ved Sol i Havens Ly, Du med din Svaghed kan faa Bugt, og fange Liv paany.

Holmens- og Garnisons-Kirkegaard. /,■

^

Forbi den gamle Vold vi gaar og snart vi Ve db e ndhø j en naaer, mens Aftenvinden suser. Ak! mangt et Hjærte, ungt og kækt er bristet fjernt fra Brud og Slægt, hvor Kongedybet bruser.

»Den Krans, som Fædrelandet gav, »den visner ej paa faldne Krigers G rav ! *

Hist ned fra Granittens blanke Flade skuer Rye til sin kække Brigade. »Drog han tilbage, var det med Hæder, »Stormed han fremad, var det til Sejer!* Stoltere Minde næppe vi ejer.

I; i'!! i]!! t 4 éék-U :

•>r’f 7 »f I ? | . p i n •i h H il)

U ! ; v* i-lt i i l U « V . •'

II

r-r-

Langelinje.

Over Havfladens Spejl de hundred’ af Sejl saa lystigt i Vinden svajer. Fra Dampbaadens Dæk trækker Røgen væk, mens Skibet i Søen nejer. Under grønne Træer i pæneste Klæ’er Herrer og Damer spaserer. Dine Venner Du ser, de snakker og ler; mens Skibene saluterer.

Ivar Hvitfeldts Mindesmærke.

Fra Køgebugt der lød et Brag, da »Dannebrog« blev sprængt til Vrag;

men Ivar og hans tapre Svende, de frelste Flaaden fra at brænde, og dybt i Bølgens kolde Favn, de hented sig et Hædersnavn.

; i

. ' j - \ . . . . . .

P , ‘i- ■ /«'• /

- f

1 ■'■•■) W

V ■ 1 v - " : å : fe ,

Vejen gaar ad Vesterbro ud til sj ette F r e de r i k s Bo, han, som med en kærlig Haand løste Bondens Trællebaand. Bag ved S l o t t e t dukker frem hist et gammelt Di gt er hjem, hvor med livligt Barnesind Adam spilled Top og Pind. — Rundt paa Plænen er der Fest, Fatter møder selv som Gæst, Børneflokken tumler glad, medens Mutter smører Mad,

Se& Hr

og fra Havens Gange lyder muntre Sange.

tet-

J U

JL

d i

o>

Hø

Zoologisk Have. Aberne. Sikke nogle Fy re ! Det er nok Aber! Der er en, som er søvnig; han strækker sig og gaber. De andre klavrer, leger og danser

og vimser af Sted; mens Halerne svanser. Giv ham der en Nød! Ja, det kan han lide; hans blanke Tænder kan ordenlig bide. Her kaster jeg flere Nødder i Grams — de andre skal gemmes til Hr. og Fru Bams.

Bjørnene. Langsomt de flytter sig med Værdighed og Ro; de er et gammelt Ægtepar, de kære Bjørne to. Han stryger sig med Labben og snøfter lidt en Gang, hun misser svagt med Øjnene og døser Dagen lang.

Sikke nogle Tænder og sikke nogle Munde! De vilde gerne æde os, hvis bare de kunde. Heldigvis er Gitret stærkt; de bliver pænt derinde. »Ak« sukker de, »slap man blot ud og Frihed kunde vinde.«

Fugledammen S t o r k e f a d e r staar alvorlig, S t o r k emo d e r er saa daarlig, hun har spist for mange Frøer. Heldigvis hun snart det glemmer, Hv i de S v a n e r rolig svømmer, He j r en stille staar og drømmer om sin fjerne Fødestrand. Her en dejlig kulsort Svane , hist en graa, langbenet Trane , og en væver lille And — kast lidt Brød til dem fra Land. nu de ikke mere klemmer, denne Gang hun ikke dør!

Slutning.

Vor Vandring denne Gang er endt, og har I før ej Byen kendt, saa haaber jeg, at nu I ved om Hovedstaden god Besked. Lidt mer for Ter end blot et Navn er sikkert: Ko n g e n s K j øb e nh a v n !

/S jev