086534487

7 Udvikling. Om mulig hans Redning fra cn stor Fare, som han efter sine egne Ord var stedet i d. 6. September 1748, har haft nogen særlig Betydning for ham i religiøs Henseende, kan ikke afgøres, men usandsynligt er det vel ikke. I 1750 drager Hans Holck til Hovedstaden. Hvor han finder Beskæftigelse er ikke oplyst, — maaske i en eller anden Forretning paa Strøget. Men han har andet i Hovedet end Kramvarer, V.ægt og Maal. Under de nye og større Forhold foler han sine Kræfter foldes ud, og en skønne Dag i 1751 slaar han ind paa den Vej, der skulde blive skæbnesvanger for hans Eftermæle, han blev Digter. Det var ikke det gamle, holbergske København, der viste sig fol­ den Flensborger Kobmandskarl, da han vel var kommet gennem den lange, morke Porthvælving under Vestervold. Det København, som Holberg havde brugt som Skueplads for sine Komedier, var for en stor Del lagt i Aske ved den store Brand 1728, og man skulde langt ned paa Amagertorv, før man stødte paa Resterne af det. Midt for Vesterport, hvor for det gamle, krumme og snævre St. Klemensstræde havde mundet ud, aabnede sig den brede, nye Frederiksberggade, Raadhuset, som den unge Studenstrup fik i Pant af den Skælm Skyl­ denborg, laa der nok endnu, men bygget op igen i en ny Skikkelse. Om Hans Holck har kendt noget til Studenstrups Fataliteter turde være et stort Spørgsmaal, ti Pietisterne havde ikke noget til overs for Komediespil, og han har næppe for den 11. Junis Skyld skænket Raadhuset synderlig Opmærksomhed. Med langt større Interesse har han kigget ned til Vajsenhuset nede paa Nytorv, hvor nu Domhuset ligger. Den høje Stentrappe nærmest ved Frederiksberggadens Hjørne forte op til Vajsenhuspræsten Enevold Ewalds og til Vajsenhusapote- keren Christopher Giinthers Boliger. Og af dem kendte han sikkert den forste udmærket godt af Navn som en af de mest fremragende Mænd inden for den Trosretning, han selv havde sluttet sig til. Maaske har han set cn lyshaaret Dreng, Præstens syvaarigc Son, tumle sig i lystig Leg med de andre Drenge paa Stentrappen eller nedenfor paa Torvet, mellem Stentrappen og Vandposten „De fire Sostre“ eller Skafottet. Og umuligt er det ikke, at Sieur Giintber med dybe Buk og megen Ærbødighed har fulgt en lille Aland ud paa Trappen, en lille, mager Mand med Pudderparyk paa Hovedet, Hat under Armen og Stok i Haanden, som med gnavne Aliner har skyndt sig bort fra Drengenes larmende Leg. Og hverken Hans Holck eller nogen anden har kunnet have nogen Anelse om, at det var to Stor-