086534487

III.

D ut er sikkert en Misforstaaelse, naar (let hos den ene For­ fatter efter den anden stadig hedder, at Holck paa Grund af sine daarlige Vers blev til Latter for Samtiden. Der blev ikke skrevet saa mange gode Vers paa Dansk i den Tid — man tænke f. Eks. blot paa Udgydelserne i Anledning af Indfodsretten 1770 — at Folk i Almindelighed havde faaet Øret op for den musikalske Vellyd i velformede Strofer. Hans Holcks Vers, af hvilke nogle er hjærtelig slette og andre slet ikke saa ilde — er sikkert gaaet lige saa glat i Publikum som Datidens ovrige Produkter. Men der var en lille Kreds af unge Hænd i Kobenhavn, den formfuldendte Johan Herman ^Vessel og hans Venner i Norske Sel­ skab, der havde sat sig selv'paa det æstetiske Dommersæde, hvis Slagord var Sm ag, og for hvis kritiske Øren ikke ret meget fandt Naade. Ikke blot de Ila-stemte Toner var dem en stadig Kilde til Lystighed, men selv saa skonne, digteriske Udtryk som den be­ kendte Linie i Ewalds „Fiskerne": „Han sadler dristig Havet op“, blev Genstand for Wessels Spot. Hvor meget mere maatte det ikke komme til at gaa ud over en stakkels Fusker i Faget som Hans Holck, der af og til nok kunde blive plat og forsynde sig mod god Smag. Og selv om Holck beskeden synger: „Jeg bruger kuns Liren for Sinaafolk i Byen", nyttede denne Beskedenhed ham ikke det mindste. Han skulde trækkes frem til Beskuelse og Begrinelse. Ti Sagen var den, at han ved Siden af sit store og frie Syn og ved Siden af sin For- staaelse af Menneskers Betydning for hinanden — Folk, der ser